Det skal kunne betale sig at arbejde! Ja, naturligvis. Arbejde giver ikke blot mulighed for selvforsørgelse, men skaber identitet og giver os plads i stærke fællesskaber. At højrefløjen i disse år forsøger at reducere værdien af arbejde til et spørgsmål om den økonomiske forskel til kontanthjælp, er udtryk for en værdiløs og moralfri forståelse af begrebet arbejde. For vi arbejder ikke alene, fordi det giver os noget økonomisk, men også fordi det giver os identitet, stolthed og fællesskab. Og fordi andre har brug for vores indsats, fordi vi kan gøre nytte – og gøre en forskel. Fordi det er vores pligt.

Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, men prisen må og skal ikke blive et fattigere samfund; det er bundlinjen. Balancen mellem, at det skal kunne betale sig at arbejde, og et stærkt socialt sikkerhedsnet, finder vi ikke ved at indføre hverken det gamle eller et nyt såkaldt moderne kontanthjælpsloft.

Nuancerne skal med i diskussionen. 99 pct. af befolkningen har mere end 1.000 kr. om måneden ud af at være i arbejde. Og denne regering har gjort mere for, at det positivt kan betale sig at arbejde, end VKO kom i nærheden af. Samtidig har vi afskaffet fattigdomsydelserne, da vi ikke vil være med til at skabe et fattigere samfund, hvor børn betaler prisen for deres forældres arbejdsløshed.

Læs også: Fem ting vi kommer til at tale om i valgkampen

Højrefløjens ensidige forståelse af arbejdets værdi fører til den moralske fejlslutning, at det er den enkeltes valg, om man vil arbejde eller ej. Det fører til yderligere en fejlslutning, nemlig at ledighed alene er den enkeltes problem. Påstanden er, at manglende motivation er problemet. Ned med skatten, ned med lønnen, ned med ydelserne til ledige og op med humøret. Resultatet er større ulighed, større fattigdom og svagere fællesskaber og mindre kvalitet i en økonomisk udhulet offentlig sektor. Det er en svag analyse, og konsekvenserne for verdens mest succesfulde samfundsmodel er ikke til at leve med.

Højrefløjens værktøjskasse er først og fremmest velegnet til langsomt, men sikkert at afmontere den samfundsmodel med stærke fællesskabsinstitutioner som rammen for menneskers frihed og lighed. Alt det vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre troede på og kæmpede for.

Modsat finder vi venstrefløjen, der heller ikke synes at kunne byde på en sammenhængende og dækkende analyse af de nuværende udfordringer. Voksende offentlige udgifter og højere ydelser til ledige er venstrefløjens svar. Men det svar er den direkte vej til økonomisk ubalance og dermed en risikabel færd mod manglende finansiering og nedrivning af samfundsmodellen betinget af økonomisk nød.

Derfor er der behov for klare socialdemokratiske svar. Svar der bygger på den enkeltes ansvar for at yde. Ret og pligt – men altid i kontekst af et stærkt fællesskab, der løfter med, hvis bagagen bliver for tung.

Danmarks udfordring er ikke en stærk og velfungerende offentlig sektor kollektivt finansieret via skatten. For den offentlige sektor er et afgørende rammevilkår, der gør det muligt at have både mænd og kvinder på arbejdsmarkedet i verdens mest veludbyggede arbejdsstyrke. Børnepasning, uddannelse, sundhed og ældrepleje er forudsætningen for et fleksibelt privat arbejdsmarked med adgang til kvalificeret arbejdskraft af begge køn. Derfor skal vi insistere på en velfungerende offentlig sektor. Af hensyn til menneskers liv og hverdag, men også for virksomhedernes og samfundets skyld.

Læs også: Valgguide for bluffere

Danmarks udfordring er ikke, at en veluddannet arbejdsstyrke betales for sine kvalifikationer. Konkurrencen om de laveste lønninger vinder vi aldrig, og kampen for lavere løn vil ikke blot føre til working poor-tilstande, hvor mennesker med fuldtidsarbejde ikke kan forsørge sig selv, som vi kender det fra f.eks. Tyskland, men også til faldende indenlandsk efterspørgsel og faldende vækst i økonomien. Ligesom vi ikke skal have working poor, skal vi heller ikke udhule det sociale sikkerhedsnet, som vi har set de borgerlige gøre i Sverige. Det skaber ikke vækst og beskæftigelse, men rammer dem, som har det sværest i vores samfund og skaber blot færre muligheder for de svageste.

I stedet for at deltage i kapløbet mod bunden, skal vi på velkendt dansk og socialdemokratisk vis vælge den danske vej og investere i menneskers kompetencer og nye teknologiske landvindinger. Det har generationer før os gjort, og det har skabt et velfungerende og konkurrencedygtigt samfund. Vi skal hverken have svenske eller tyske tilstande. Vi skal endnu en gang benytte den danske vej.

Danmarks udfordring er ikke, at danskerne ikke gider at arbejde, eller at 650 familier med børn kan få ydelser, der, når man tæller boligsikring, børnepenge og social friplads i institution med, egner sig til en buskampagne. Tværtimod er danskerne flittigere på arbejdsmarkedet end de fleste andre, fordi vi stort set alle sammen ønsker at arbejde. Danskerne har ikke gjort Danmark til et af verdens mest velstående lande ved at ligge på sofaen. Danmarks velstand er skabt af hårdtarbejdende folk, der har levet i et samfund, hvor fri og lige adgang til uddannelse har givet dem muligheden for at bidrage optimalt til samfundsudviklingen og udleve egne drømme. At arbejde. At bidrage ligger dybt i befolkningen. Det er dem, vi er.

Derfor ved vi også, at den bedste børneopdragelse, der findes, er aktive forældre. Forældre som hver morgen går på arbejde og over middagsbordet taler om dagens begivenheder og resultater.

Forældre, der tager aktiv del i livet i deres boligområde, i grundejerforeningen eller den almene boligafdeling.

Forældre, der, selv om de er syge eller handikappede og derfor naturligvis ikke kan arbejde, påtager sig et ansvar og udfylder en rolle, gør nytte lokalt i foreninger, organisationer eller lignende.

Læs også: Kandidattest: Hvem er du mest enig med?

Forældre, der dyrker egne og børnenes interesser i fællesskabernes stærke rammer og giver respekten og forståelsen af at deltage aktivt videre til deres børn. Ikke ved at tale om fællesskab, men ved at leve det hver dag. På arbejdspladsen, i boligområdet og i foreningslivet.

Det handler om stærke værdier. Stærke danske værdier og overskuddet til at forsvare dem. Og overskuddet kommer et sted fra: at arbejde. At arbejde giver overskud. Økonomisk overskud, men lige så vigtigt stolthed, værdighed og visheden om, at man har noget værdifuldt at bidrage med.

Det vigtigste, vi kan gøre for Danmarks fremtid, er at sørge for, at alle børn ser deres forældre gå på arbejde om morgenen. Lade dem vokse op med forældrenes glæde over at forsørge familien. Stoltheden over at bidrage til de lokale fællesskaber med opbakning, deltagelse og skattebetaling.

Lad alle børn vokse op med lærdommen om, at verdens mest succesfulde samfundsmodel kun forbliver stærk, hvis alle bidrager med alle deres ressourcer. At uanset om du fødes ind i en direktørfamilie i Hellerup, vokser op hos forældre uden uddannelse i Høje Taastrup eller er kommet hertil som barn af flygtninge eller indvandrere, så er netop din indsats og dit bidrag afgørende for både dit liv og det samfund, vi alle skal leve i. Lærdommen skal ikke være teoretisk, men det praktiske eksempel, som forældre, kammeraters forældre og andre voksne i boligområdet viser i hverdagen. Vi arbejder og bruger vores kræfter på at skabe værdi for os selv og det fællesskab, vi er en del af.

Det er det Danmark, vi kender – det Danmark, vi tror på.

At arbejdet står centralt for Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen burde ikke komme bag på nogen. Tværtimod bør uddannelse og arbejde som grundlaget for et liv med frihed og muligheder altid være i centrum for alt, hvad socialdemokrater gør. At vi arbejder, giver fællesskaberne styrke. Stærke fællesskaber giver os alle en mulighed for at bruge os selv og bidrage. Det betaler sig at arbejde - fordi vi skal, og fordi vi vil.