Konkurrencestyrelsen mistænker Royal Copenhagen for at have presset forhandlere til at holde priserne på kongeligt porcelæn kunstigt oppe. Det sker på baggrund af udtalelser, som tidligere topchef Mads Ryder gav på en erhvervskonference torsdag d. 19. september.

Konferencen var arrangeret af Sydbank og var åben for offentligheden. Cirka 200 erhvervsfolk, TV 2 News og Berlingske Business deltog. Udtalelserne har vakt stor forundring i dansk detailhandel. Hør på denne lydoptagelse fra Berlingske Business, hvordan ordene fra Mads Ryder faldt, da han stod på scenen i Den Sorte Diamant i København.

Hverken Mads Ryder eller Royal Copenhagens nuværende ledelse har ønsket at lade sig interviewe om udtalelserne. I skriftlige kommentarer afviser begge parter, at Royal Copenhagen har lagt pres på forhandlere for at styre salgspriser i butikkerne.

Konkurrencestyrelsen har allerede kontaktet Royal Copenhagen og beder i første omgang Royal Copenhagen om en redegørelse for udtalelserne.