TILLABÉRI/VALLETTA: Jumilla Moro kæmper med at få et smil på læben. Hun sidder på en briks på hospitalet i byen Tillabéri i Niger. Hun ser træt og udmagret ud, og det er netop underernæring, der er årsag til, at hun er på hospitalet få måneder inde i sin graviditet.

Hun ser også meget ung ud. Men Jumilla Moro fortæller selv til tolken, at hun er 18 år, der nu er blevet den officielle minimumsalder for at blive gift i Tillabéri-regionen. Heller ikke den lokale tolk tror på, at hun er 18, og han spørger igen. Men Jumilla fastholder, at hun skam er 18 år.

Det er imidlertid langt fra alle, der er 18, når de kommer på fødeklinikken. Cheflægen fortæller, at der kommer piger helt ned til 13 år for at føde. Og netop den purunge alder, som kvinder bliver gift i og begynder at få børn i, er en af hovedårsagerne til en overvældende befolkningsvækst i Niger – og i mange andre afrikanske lande.

Til trods for, at minimumsalderen for at indgå ægteskab er blevet løftet fra 15 til 18 år, bliver kvinderne i Niger fortsat gift, når de er i gennemsnit 15 år gamle. Og ifølge International Center for Research on Women er Niger det land i verden, hvor flest kvinder – 75 pct. – er gift, før de er fyldt 18.

Tallene taler da også deres tydeligt sprog. Kvinder i Niger får i gennemsnit 7,6 børn, og befolkningsvæksten er med 3,9 pct. om året den tredjehøjeste i verden. Med det tempo vil befolkningen i Niger være fordoblet fra 18 til 36 mio. om blot 18 år og nå 72 mio. i 2050.

»Der er især tre ting, som er årsag til befolkningsvæksten. Kvinderne bliver gift for tidligt, de får ikke tilstrækkelig med uddannelse, og endelig gør de religiøse lærde det svært at komme igennem med budskabet om familieplanlægning,« fortæller dr. Samna Salamata, der som sundhedsdirektør i Tillabéri kæmper for at få flere til at bruge prævention og tænke i familieplanlægning.

Få bruger prævention

Siden 2005 har en familielov i Niger ellers sat mere fokus på familieplanlægning, men ude på landet er det fortsat landsbyernes traditionelle overhoveder og de religiøse lærde, som har det sidste ord.

I Tillabéri-regionen, der omkranser hovedstaden, Niamey, er det siden 2011 lykkedes at øge brugen af prævention fra 16 pct. i 2011 til 23 pct. i 2014, men på landsplan er brugen af prævention lavere, fortæller Samna Salamata.

Og Niger er på ingen måde et enestående tilfælde i Afrika. Ifølge den seneste prognose fra FN vil befolkningen i Afrika vokse med 1,3 mia. mennesker frem mod 2050, mens befolkningstilvæksten i resten af verden kun vil være på samlet 1,1 mia. Også efter 2050 ventes befolkningsvækst på det afrikanske kontinent. Frem mod år 2100 kan befolkningerne i en række afrikanske lande blive så meget som femdoblet, vurderer FN.

Ud over Niger er det bl.a. lande som DR Congo, Etiopien, Mali og Somalia, der også har en meget høj befolkningstilvækst. Og i modsætning til Niger er der en stor migration fra disse fire lande mod Europa. De ligger alle på årets top ti i Europa over asylansøgninger fra afrikanske lande, ifølge friske tal fra EUs asylstøttekontor, EASO, for perioden januar til september.

Større udfordring end flygtningekrise

I takt med befolkningstilvæksten er der behov for at skabe en enorm mængde uddannelses- og arbejdspladser i Afrika, og det er ikke umiddelbart sandsynligt, at det kan gøres i tilstrækkelig grad. Flere og flere afrikanere må derfor forventes at sætte kursen mod et bedre liv i Europa.

På lang sigt er væksten i de afrikanske landes befolkninger sandsynligvis en større udfordring for Europa end de aktuelle flygtningestrømme fra Mellemøsten, og det understregede formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, også forud for denne uges EU-Afrika-topmøde i Maltas hovedstad, Valletta.

»Sammen med vores afrikanske partnere har vi en fælles udfordring, som er langt mere dybtgående end en flygtningekrise. Den er langsigtet, strukturel og dybt forankret i den økonomiske situation i Afrika, hvor selv økonomisk vækst ikke medfører øjeblikkelig jobskabelse, men snarere udløser sociale uligheder og øget urbanisering,« sagde Donald Tusk.

I Niger er det en erfaring, man har tæt inde på livet, fortæller Mahamadou Abou Tarka, som er formand for HACP, der er en myndighed, som har til opgave at arbejde for fred i det sikkerhedsmæssigt ustabile land.

»Det eneste svar er yderligere udvikling, og derfor er støtte fra og samarbejde med EU afgørende. Vi beder ikke EU-landene om at bruge alle midler på udviklingsstøtte, men én procent af BNP må være muligt og vil virkelig kunne gøre en forskel,« siger han med reference til, at EU-landene i snit bruger 0,44 procent på udviklingsstøtte.