Det var lige begyndt at dryppe fra den grå himmel, da Microsofts Marianne Dahl Steensen og kandidatstuderende Zainab Alatraktchi satte sig på bagsædet af taxaen. De to deler i dag topchefposten hos Microsoft Danmark, og dagen er begyndt med en konference om bestyrelseskvinder på toppen af Pilestræde. Marianne Dahl Steensen var en af hovedtalerne.

23-årige Zainab Alatraktchi er til dagligt kandidatstuderende på Secure Risk Management-studiet på Københavns Universitet. Men i dag skal hun dele direktørstolen hos Microsoft med Marianne Dahl Steensen.

Tonerne fra ’It’s Raining Men’ kommer ud af bilradioen.

»På mange måder et passende soundtrack,« konstaterer Zainab Alatraktchi, og Marianne Dahl Steensen smiler.

Selv om klokken endnu ikke har passeret ti om formiddagen, er tidsplanen allerede skredet. De to skal til talentudviklingsmøde i Lyngby om ti minutter.

Marianne Dahl Steensen finder to telefoner frem fra tasken.

»Der er en privat- og en arbejdstelefon?« spørger Zainab Alatraktchi.

»Ja. Det holder ikke helt, men jeg prøver,« siger Marianne Dahl Steensen.

Det med den delte direktørstol skal imidlertid forstås metaforisk - for fysisk er den ikke at finde i Microsofts gennemsigtige glasbygning, der er tegnet af Henning Larsen Architects, som vi træder ind i efter taxaturen.

»Her er dømt free seating,« siger Marianne Dahl Steensen.

Microsoft i Danmark har 900 medarbejdere, og virksomheden står lige nu i en stor organisationsændring. Et af de tiltag, der skal få medarebdjerne til at arbejde på tværs af afdelinger, er at gå væk fra faste skrivebordspladser med papirstakke og billeder af børn.

Vi finder et mødelokale, der ikke er optaget. Zainab Alatraktchi lægger en lyserød notesblok på bordet, Marianne Dahl Steensen finder en tablet med en farveinddelt kalender frem. Der er ikke mange huller, når man ser ned over den regnbuefarvede uge.

Langt fra disketter over disken

Næste punkt på dagens program er et møde med virksomheden Templafy, der designer skabeloner til Office.

Snakken over mødebordet går i højt tempo, og den ene forkortelse efter den anden blander sig med engelske og danske gloser. CSP, EAG, ISV. Det er en særlig form for Microsoft-lingo, der kræver indvielse at forstå.

Selv uindviede kan dog være med på, at Microsoft har en udfordring foran sig. Virksomheden skal vænne sig til en virkelighed, hvor forretningen ikke længere kan baseres på Officelicenser og disketter, der bliver langet over disken.

Antallet af solgte Microsoft-licenser, der ikke bliver brugt, kan ’få hårene til at rejse sig’ hos Marianne Dahl Steensen. Det er ikke længere nok at sælge digital infrastruktur, for det gør mange virksomheder i dag. Der skal omlægges til en ny generation, som Zainab Alatraktchi er en del af.

»IT har tidligere været et værktøj for sig selv, men nu er det blevet en del af alles produkter,« siger Zainab Alatraktchi, mens hun skænker kaffe fra en Steltonkande med et diskret Microsoft-logo.

Talent udenfor skabelon

Zainab Alatraktchis dag i toppen af Microsofts team er en del af et projekt, som headhunterfirmaet Odgers Berndtson og konsulentfirmaet Boston Consulting Group står bag. Idéen er, at seks talentfulde kandidatstuderende følger en topchef i en stor dansk virksomhed for en dag.

Marianne Dahl Steensen var ikke i tvivl om, at Microsoft gerne ville være en del af det projekt.

»Det er en god mulighed for at profilere os – vi vil jo gerne tiltrække de bedste og de mest talentfulde medarbejdere,« siger Marianne Dahl Steensen.

Den type medarbejder kan være alt fra teknikere til mere klassiske ledertyper, siger Marianne Dahl Steensen. Der findes ikke en skabelon for, hvad talent er.

Zainab Alatraktchi passer fint ind i Microsofts talentdefintioner. Og allerede da hun deltog i headhunterfirmaets udvælgelsesproces, håbede hun på, at hun skulle spendere dagen sammen med Microsofts topchef.

»For mig handler ledelse i høj grad om mennesker, og her er people management en stor del af virksomhedens grundsten,« forklarer Zainab Alatraktchi.

Råd fra verdens stærkeste pige

En anden årsag er, at Marianne Dahl Steensen med Zainab Alatraktchis ord er ’sej.’

Det adjektiv kan man også bruge om Marianne Dahl Steensens eget idol, Pippi, som de to CEO’er snakker om efter partnermødet. Verdens stærkeste pige har to pointer, som Marianne Dahl Steensens forsøger at huske på.

»Pippi siger ’Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert klare’, og ’er man meget stærk, skal man også være meget sød’,« siger Marianne Dahl Steensen.

Det er vigtigt at huske på for ledere både i dag og i fremtiden, mener hun.

»Den kombi vil jeg tage med mig,« siger Zainab Alatraktchi.

Døren til mødelokalet bliver lukket i, og regnbuekalenderens sidste skal tjekkes af: IT-branchen afholder årsmøde i Børssalen. Der er udarbejdelse af et manifest, tale fra Statsministeren og festmiddag på programmet.

På vej ud af glasbygningen reflekterer Zainab Alatraktchi over, hvordan oplevelsen af at være i hælene på en topchef indtil videre har været: Travl, inspirerende - og med til at afmystificere.

»Man kan nogen gange sætte CEOs på en piedestal som superhumans, men en dag som i dag gør ambitionen mere håndgribelig,« siger Zainab Alatraktchi.

Dagen er ved at være omme. Solen er kommet frem til dagens sidste taxatur, hvor kursen er væk fra Kongens Lyngby og mod indre København. Mens cheferne på bagsædet diskuterer ledelsesstrategier, familiekabale og børneopdragelse i 70’erne, synger Chaka Khan fra radioen på instrumentbrættet:

I'm every woman, it's all in me, anything you want done, baby, I do it naturally