Findes der en musikgenre, som Beck ikke mestrer? Siden den lille amerikaner med det dansk-klingende efternavn Hansen debuterede tilbage i 1993 har han frygtløst kastet sig over lofi-folk, hiphop, electro, funk, lounge-pop, punk, soul, overdådigt orkestreret balladesang og alt derimellem.
Som et postmoderne 90er-barn er han en collagens og pastichens mester. Men man sidder sjældent med følelsen af, at holder genrerne ud i strakt arm. Selv hans stiløvelser lyder som om, at de vokser ud af en oprigtig nysgerrighed og kærlighed til udtrykket.
Sidst vi hørte fra ham var han i det melankolske og skønhedssøgende hjørne på albummet »Morning Phase« fra 2014. Og nu virker pendulet til at svinge tilbage igen. Ved dette års koncert på Northside Festival var Beck i det legesyge lune og fræsede begejstret rundt på scenen.
Samme fornemmelse stråler ud af singlen »Wow«, der landede i sommers. Beck er igen tilbage i cool-dad-territoriet med en sang, der emmer af uforpligtende sjov og ballade. Her er både en massiv 808-stortromme, knastør lilletromme, kæmpe feel-good-kor og legesyge rap-vers, der trækker tråde tilbage til »Odelay«-dagene:
»Standing on your lawn doing jiu jitsu / girl in a bikini with the lamborghini shih tzu.«
Det er noget værre sludder. Men man bliver glad i låget af det. Og det har bestemt også sin berettigelse i et år præget af alvor og seriøse miner.