Lad os bare få det af banen med det samme: »Same Drugs« handler ikke om stoffer. Og det på trods af et omkvæd, hvor Chance The Rapper med stor indføling konstaterer, »We don’t do the same drugs no more«. Igen og igen.

Nej, denne rørende gospel-lænende ballade fra det opsigtsvækkende »Coloring Book«-mixtape handler selvfølgelig om to mennesker, der er vokset fra hinanden. Som ikke bliver høje over de samme ting længere. Sunget fra Chance The Rappers perspektiv til en barndoms- og/eller ungdomsveninde, som han ikke længere kan genkende.

Det lyder som en meget personlig sang. Men følelsen er en, vi alle kender, og det gør den til et mere universelt udsagn om, hvordan tiden ændrer os som mennesker og kan få vores relationer til at forskyde sig.

Chance The Rapper bruger gennem sangen historien om Peter Pan og Wendy som tilbagevendende metafor. I de senere år har Peter Pan-syndromet - altså det her med ikke at ville have lyst til at blive voksen - udviklet sig til at blive set som en negativ ting. Til en slags pseudo-diagnose for voksne mænd, der stadig opfører sig som teenagere. Men Chance vender tilbage til udgangspunktet: Barndommen er fantasiens og legens domæne. Voksenlivet er det modsatte.

Og det er netop det, han er ked af her. At Wendy ikke længere er Wendy. At hun blev voksen. »Don’t you miss the days? Don’t you miss the danger?« som han synger. Og videre:

»Wide eyed kids being kids
Why did you stop?
What did you do to your hair?
Where did you go to end up right back here?
When did you start to forget how to fly?«

Men Chance The Rapper er alligevel ikke helt Peter Pan. For alene det at kunne skrive en sang som »Same Drugs« som 23-årig viser jo, at han er en både moden, følende og tænkende mand. Som rent kunstnerisk hæver sig højt over andre jævnaldrende Chicago-rappere som f.eks. den våbensvingende trap-antihelt Chief Keef, som man nærmest bliver dummere af at lytte til.

Chance er ikke bare en rapper. Han er ligeså meget en sanger. En positiv kraft i verden. En arvtager til Kanyes trone som Chicagos stolteste. Og ikke mindst en tænker og musikalsk iscenesætter, der på »Coloring Book« sendte stråler af varmt lys, fantasifulde farver, positive vibes og taknemmelighed ud i en verden, der i den grad havde brug for det.