I en gennemsnitlig skoleklasse sidder der tre-fire børn, der er bange for at blive til grin over for de andre i skolen. Der sidder elever med hovedpine og ondt i maven. Elever, der føler sig ensomme midt i klassen.
12 organisationer med tilknytning til folkeskolen går nu sammen om et fælles opråb for at sikre bedre hjælp til skolebørn, der mistrives. Skoleledere, sygeplejersker, pædagoger, lærere, tandplejere, psykologer m.fl. kræver en ny lov, der sikrer børnene hjælp i tide. Loven skal forpligte kommunerne til at stille tid til rådighed, så lærere, psykologer og pædagoger o.s.v. kan mødes fast og drøfte løsninger på børnenes problemer.
Hverken kommunerne eller undervisningsministeren ønsker, at tværfaglige møder på skolerne skal bestemmes ved lov.
»Jeg vil godt rose organisationerne for at komme med anbefalinger til, hvordan vi kan løse dette problem, og vi er enige i, at der er behov for, at de forskellige faggrupper i folkeskolen arbejder tættere sammen,« siger Thomas Adelskov (S), der er formand for KLs social- og sundhedsudvalg.
»Men jeg tror ikke, at man fra lovgiveres side skal bestemme, hvor ofte der skal være møder. Man skal mødes om konkrete sager, når der er behov for det, og det er kommunerne opmærksomme på.«
