Den der hygge var alligevel noget opreklameret hø

»En Lys og Lykkelig Fremtid« fortæller historien om FDB Møblers storhed, fald og genopstandelse.

De meget populære, shaker-inspirerede pindestole har fået en renæssance. Magnus Ekstrøm

Det meste af sit liv arbejdede min morfar som lagerforvalter på FDBs centrallager i Viby ved Aarhus – eller »Fælles«, som mine bedsteforældre bare kaldte det.

De var begge af ægte dansk bondeæt, og de var 100 procent brugsforeningsbegejstrede. Stort set alt, de ejede og brugte i det daglige, var købt i »Fælles« – undtagen møblerne. De ejede ikke et eneste FDB-møbel.