Rikkes chef lader hende arbejde fra udlandet op til 45 dage om året. Det nyder hun. Nøglen er gensidig tillid

For kort tid siden valgte Rikke Sønderup at fjernarbejde et par dage i skyggen af Det skæve tårn i Pisa. Det giver hendes arbejdsgiver nemlig mulighed for. Det er resultatet af et fokus på tillid og output – og ikke antal timer lagt på kontoret.

Capgemini Danmark vælger at bygge videre fra erfaringerne fra corona og giver nu medarbejdere mulighed for mere frihed i arbejdslivet. Det forsøg er faldet godt ud. Her ses konsulenthusets administrerende direktør, Claus Rydkjær, og HR-partner Rikke Sønderup. Mathias Svold

Covid-19 var en hård prøvelse for alle arbejdende mennesker. Mange var tvunget til at forlade kontorets fællesskab og arbejde hjemmefra i lange perioder. Men pandemien har potentielt også haft positive konsekvenser. En af dem er øget tillid mellem lønmodtager og arbejdsgiver.

Det har Rikke Sønderup i hvert fald oplevet. Hun er 32 år og HR-partner i it-konsulentvirksomheden Capgemini Danmark, der har lidt over 400 medarbejdere, og som er en del af den global storkoncern af samme navn.