Firedagsugen frister flere og flere: Her er vinderargumenterne, hvis du vil overtale din chef til at teste den

Som konsulent arbejder Dorthe Rindbo intenst på at vende vores syn på vores arbejdsrutiner 180 grader. Og det med god grund. Hun har selv oplevet skyggesiden af det moderne arbejdsliv.

Dorthe Rindbo ejer et konsulentbureau, hvor hun rådgiver folk og virksomheder i at få balance i arbejdslivet. Hun er stor fortaler for, at vi interesserer os mere for at arbejde fire i stedet for fem dage om ugen. Vi skal bruge vores tid rigtigt, mener hun. Det kommer både arbejdsgiver og lønmodtager til gode. Søren Bidstrup

Begrebet firedagsarbejdsuge er boblet op til overfladen de seneste år. Nogle ser på det med fascination og interesse, andre anskuer det som en utopi. Faktum er dog, at det er et felt, der får stigende opmærksomhed.

Men opmærksomheden er til tider baseret på forkerte antagelser. Det mener Dorthe Rindbo, der er konsulent og stifter af bureauet Rindbo & Co. Hun arbejder i det daglige med »personlig og kollektiv effektivitet« med en række forskellige og skiftende kunder. Arbejdet inkluderer emner som firedagsarbejdsugen.