Netcompany er ikke bare et opsigtsvækkende eksempel på en moderne, dansk IT-succes. Den stikker også ud fra mængden, når det kommer til virksomheders vilje og vej til at opkvalificere og videreuddanne sine egne medarbejdere.
Den børsnoterede virksomhed opfatter grundlæggende alle sine ansatte som en del af Netcompanys interne akademi. Her bliver der lagt en plan for den ansattes udvikling i virksomheden, som skal munde ud i, at den enkelte ansatte ikke bare får bedre kompetencer til at bestride sit job, men også gør ham eller hende klar til yderligere opgaver eller forfremmelse.