Lasse havde en drøm. Den var han ikke alene om. Ni personer stillede sig side om side. Whisky blev deres skæbne

Tag en entreprenant familie i en vestjysk flække. Ryst den godt sammen med en flok gode venner, en fælles interesse for sirlig spiritus og en god portion iværksættertrang. Vent en årrække, og du har en sprittet dansk succeshistorie. Mød Lasse Vesterby og vestjyske Stauning Whisky.

Lasse Vesterby er direktør i Stauning Whisky. Lageret i virksomhedens vestjyske haller er proppet med fyldte whiskyfade. Astrid Dalum

I en lille forblæst flække underlagt det barske vesterhavsklima findes noget ganske unikt. Bogstaveligt talt. Her finder vi nemlig et pæredansk whiskydestilleri, som har vakt opsigt i feinschmeckerkredse – både nationalt og internationalt.

Stauning Whisky er et lille passionsbåret destilleri. Der er lidt over 25 ansatte. Outputtet er småt, og det har det været i over et årti. Produktionen er godt nok steget markant de seneste år, men det har de tørstige forbrugere endnu ikke kunnet mærke noget til. De dyre dråber ligger stadig og modner i lagerhallernes mørke.