Kan teknologi gøre jobmarkedet alders-, køns- og farveblindt? Michael Lunderskov mener, svaret er »ja«

Nye rekrutteringsmodeller bobler op til overfladen af arbejdsmarkedet i disse år. En af de relativt nye aktører er Speedrecruiters, som mener, at teknologi både kan skabe diversitet – og tiltrække de unge, som der er så meget rift om.

Michael Lunderskov er administrerende direktør for rekrutteringsvirksomheden Speedrecruiters. Pr-foto

Diversitet på arbejdsmarkedet er et fokusområde for mange arbejdsgivere i disse år. Brugen af teknologi kan blive en afgørende faktor for at få det til at ske. Den kan blandt andet bruges til at eliminere de kendte markører, som skaber ubevidst bias i en ansættelsessituation.

Det vil komme alle til gavn, vurderer Michael Lunderskov, som er administrerende direktør for rekrutteringsvirksomheden Speedrecruiters. Han mener grundlæggende, at den traditionelle ansættelsesmetode med jobopslag besvaret med ansøgning og cv er en anakronisme. Hvis arbejdsgiverne skal tiltrække folk, skal de ændre deres mindset.