Mette Hoffmann Meyer har i næsten 20 år arbejdet med at producere dokumentarfilm om og for verdens mest udsatte befolkningsgrupper gennem organisationen The Why Foundation. Spørger man hende, hvor den drivkraft kommer fra, starter forklaringen allerede i hendes unge år.

»Jeg er yngste af seks børn. Da jeg var barn, boede vi rigtig godt på en gård uden for Randers. Vi manglede ikke noget. Vi havde en rideskole. Min far var direktør på Thor-bryggerierne. Men den tilværelse endte brat, da min far blev dræbt i en trafikulykke, da jeg var 11 år,« fortæller hun.