Begreber som ansvarlig virksomhedsadfærd, FNs verdensmål og lignende er i dag andet end blot fremmedord i de danske direktioner. For mange virksomheder er de meget mere. De kan være fundamentet for forretningen, og de kan være et afgørende kort i spillet om at tiltrække medarbejdere.
Det ved Thor Thorøe, der er administrerende direktør for Social Foodies. Han etablerede virksomheden i 2012 og er nu nået op på at have otte butikker, som sælger is- og chokoladespecialiteter. Virksomheden har dog også en anden vinkel. Den er involveret i projekter i en række afrikanske lande, som understøtter lokal udvikling i mejeri- og landbrugssektoren – og som samtidig kan levere råvarer til de produkter, der bliver langet over disken herhjemme.