Gruppedynamikker kan være ganske interessante at observere. Vi har nok alle set dem. For eksempel omkring mødebordet, hvor de første stemmer, der ytrer deres mening, kan blive udslagsgivende for beslutninger – også selvom andre deltagere måske ikke er helt enige.

Det kan være fint og ganske udmærket i mange situationer, men det kan også være et problem.
Ikke mindst når mekanismerne træder i kræft på arbejdspladsen, hvor andre faktorer også er i spil. Deriblandt respekt for hierarkier, individers ambitioner, frygt for konsekvenser og lignende. Det kan grundlæggende føre til dårlige beslutninger og være fundament for utilfredshed og sågar mistrivsel.