Psykolog viser vejen til mindre stress: Du starter med at gå ud ad kontorets hoveddør

Små ændringer i arbejdslivets rutiner kan gøre en kæmpeforskel for ens trivsel. Det handler blandt andet om at få naturoplevelser ind i dagligdagen, fortæller psykolog og leder af Naturområdet hos Fonden Mental Sundhed Dorthe Djernis. Her er hendes trick til at få det til at ske.

Dorthe Djernis er leder af Naturområdet i Fonden Mental Sundhed. Hun både elsker og arbejder i naturen. Her ses hun i Terapihaven Nacadia i Hørsholm nord for København, hvor hun tidligere har haft sin daglige gang i forbindelse med terapeutisk arbejde. Niels Ahlmann Olesen

Grønt græs, kvidrende fugle, frisk luft. Vi har nok alle oplevet, hvordan naturoplevelser kan påvirke vores følelse af velbefindende. Sagen er dog, at naturoplevelser kan mere end påvirke vores humør – faktisk er de en vigtig faktor i vores trivsel i arbejdslivet.

Sådan lyder det fra Dorthe Djernis, som er uddannet psykolog, ph.d. og leder af Naturområdet i Fonden Mental Sundhed. Hun er sammen med et forskerhold ved at afrunde et længerevarende projekt kaldet »Smut ud«, som har testet ændrede rutiner på en række arbejdspladser, så medarbejderne aktivt bruger naturoplevelser som en del af deres arbejdsliv.