Nutidsmennesket har et grundlæggende problem. Vi opfører os, som om vi er myreflittige beboere i bondestenalderen, der konstant skal samle forråd og forberede os på dårlige tider. Men sådan er vores virkelighed ikke mere. Det er på tide, vi indser det – og handler på det.
Det mener den sydafrikanske antropolog James Suzman. Han har siden 1990erne nærstuderet oprindelige folkefærd i Afrika – især med fokus på, hvordan eksisterende jæger-samler-lignende kulturer tænker på og tackler deres praktiske pligter. Sagt med andre ord: Hvordan de balancerer deres arbejdsliv.