Der er langt mellem kvinderne i kapitalfondsbranchen. Situationen er muligvis i bedring, men Danmark er i europæisk sammenhæng på en placering, som ikke just resulterer i stående applaus.
Den fælleseuropæiske nonprofitorganisation »Level 20« analyserer netop dette felt. I sin seneste rapport, der udkom sidste år, viser en opgørelse, at blot syv procent af seniorstillinger i kapitalfonde herhjemme er varetaget af kvinder. Det placerer Danmark under det europæiske gennemsnit. Lande som Irland, Frankrig og Spanien topper listen med henholdsvis 28, 15 og 13 procent.