Der var færre kvinder ansat i den private sektor i 2019, end der var i 2013. Det viser tal i en ny rapport fra Danmarks Statistik, som belyser dansk erhvervslivs bidrag til at opnå verdensmålene.

Her behandles det blandt andet, hvordan danske virksomheder klarer sig i forhold til verdensmålet om mere ligestilling og ligeløn. Andelen af kvindelige ansatte i danske virksomheder er således faldet med 1,3 procent siden 2013. Der er samtidig kommet mindre forskel i lønniveauet mellem kønnene, men mænd tjener stadig mere i ni ud af ti stillinger.