Da Zahraa sidste år gik fra sin etnisk danske kæreste, fordi et langdistanceforhold ikke fungerede for dem, begyndte hun efterfølgende at undre sig. Hvorfor var der mennesker, der havde sendt lange blikke efter dem eller sågar taget billeder af dem, når de gik hånd i hånd ned ad Strøget?

At det åbenbart var så mærkeligt for andre at se en mørklødet kvinde med en etnisk dansk fyr og omvendt, var for hende tegn på, at der ikke bliver talt nok om kærlighedsliv på tværs af kulturer.