Tysk storhed: Her er borge og slotte, som Kronborg kan lære noget af – uden gak, løjer og gøglere

Hvorfor tage til Koh Samui og Sunny Beach, når man kan opleve tysk storhed og kulturhistorie kun få timers kørsel fra København? Anne Sophia Hermansen græd tørre tårer over sin aflyste rejse til New York og tog tilbage til barndommens bilture rundt i det tyske vinland.

Har man glemt, at der har været store tider før ens egen, skal man bare tage til Heidelberg og bese det imponerende Heidelberger Schloss. Og dernæst de ca. 40 borge på den 120 km lange strækning mellem Binge og Koblenz. Tyskland er et stort kulturland og mere end bare et besøg værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heidelberg PR

I 70erne og 80erne sprang mange ind i bilen og kørte til Tyskland. Til destinationer som det tyske vinland eller Harzen, indtil det blev stemplet som kitsch. Dernæst hed destinationerne Grækenland, Italien og Spanien.

Men da coronakrisen i foråret vendte op og ned på verden, vendte den også op og ned på de flestes rejseplaner. Og i stedet for at tænke nyt, kan man jo også tænke gammelt. Tænke i retning af slotte, verdensarv, kulturhistorie og den prægtige vin, som vi kan takke Karl den Store for. Det er blevet tid til at genopdage Tyskland og især byerne Heidelberg, Koblenz og Hamburg.

Alle bymidters midte

Det tager ca. 10 timer at køre til Heidelberg fra København, og det kan anbefales at gøre et stop undervejs i Bremen. Bymidten er vidunderlig. Sådan burde alle bymidter faktisk se ud – opført i gotisk stil med meget få indslag af moderne arkitektur. Siden 1100-tallet har der ligget en kirke der, hvor man i dag kan besøge byens katedral – Bremer Dom. Nænsomt genopført, selv om den blev voldsomt beskadiget under Anden Verdenskrig. Også det over 600 år gamle rådhus er et besøg værd. Det blev i 2004 optaget på UNESCOs verdensarvliste, og foran står ridder Roland, som med sit sværd og skjold har våget over byen siden 1400-tallet.

Bremen: Sådan burde alle bymidter se ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bremen PR.

Men går man bare ti skridt væk fra bymidten, står man i enhver anonym tysk by med betonbygninger og dårlig byplanlægning, så kør enten videre eller tag en hurtig overnatning der.

Schloss, min hest for et Schloss!

Mere opmuntrende er det at tage til Heidelberg, hvor også Tysklands ældste universitet, grundlagt i 1386, ligger. Universitetet har gennem tiden tiltrukket kapaciteter som Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Max Weber og Karl Jaspers, og tidligere var det ikke kun kurfyrsten, der prægede Heidelberg, men også en lærd elite, hvilket betød, at datidens professorer blev tilgodeset med skønne villaer med udsigt til floden Neckar.

Broen Alte Brücke blev opført i 1786-88 og går over floden Neckar. Når man står på broen, har man udsigt til slottet og den gamle by på den ene side, og på den anden ligger Filosofstien – eller Philosophenweg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heidelberg PR.

Sådan er det selvsagt ikke i dag. I dag bor der IT-millionærer og nyrige på den ene side af floden, mens der i den gamle bydel bor henved 30.000 studerende, som er immatrikulerede ved universitetet. Det sidste har den heldige sideeffekt, at den gamle by ikke bliver museal, men skulle man glemme, at der har været endog store tider før ens egen, kan man bare løfte blikket og kigge op på det imponerende Heidelberger Schloss.

Slottet har ligget på bjerget Königsstuhl i 700 år og er en herlig kloning af middelalderborg og renæssanceslot, af ruin og verdensarv, og det er fuldt forståeligt, at Goethe også har travet rundt her. Det er en god idé at hyre en guide og få udfoldet slottets lange historie, ikke mindst om de gigantiske vinkar i kælderen eller om den enorme æresport, som en af kurfyrsterne i løbet af en nat fik banket op til sin engelske prinsesse. Det siges også, at Shakespeare skrev sit sidste drama, »Stormen«, med Heidelberger Schloss i tankerne.

Tag kabelbanen op til slottet og gå ned til byen igen. Men spild ikke tiden på at gå ind i domkirken efterfølgende, da den indvendigt er hjemsøgt af dårlig smag og noget, der kalder sig moderne kunst.

Den ældre del af Heidelberg er betydeligt mere velbevaret end Bremen og bærer tydeligt præg af at være Tysklands ældste universitetsby. I baggrunden byens formidable slot. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heidelberg PR.

Endelig har byen nedsænket en række snublesten til minde om de jøder, der under Anden Verdenskrig blev deporteret til kz-lejrene. I Heidelberg er man nemlig ikke en flok skvat ligesom i Odense Kommune, som i første omgang ikke ville nedsænke stenene, fordi de kunne fremkalde ubehag. Vorherretilhest. I Heidelberg har man også markeret stedet for synagogen, der blev nedbrændt under krigen, og for det sted, hvor en stor bogafbrænding fandt sted. Historien er ikke altid smuk.

Fra Heidelberg til Koblenz er der ca. to timers kørsel, og undervejs passerer man Mainz og det sted, hvor Gutenberg trykte sine første bibler og dermed revolutionerede den vestlige verden. Besøg Gutenberg Museum og – for sjovs skyld – find Thorvaldsens statue af manden, som ingen faktisk aner, hvordan så ud. Statuen står opstillet ved en McDonald´s, og til det kan man bare sige: O tempora, o mores.

Tysk storhed

Mellem Binge og Koblenz ligger der i omegnen af 40 borge. Det er rigtigt: 40 stk. En af dem hedder Marksburg og er så storslået og velbevaret, at en japaner engang blev så fascineret af den, at han genopførte borgen derhjemme 1:1. Marksburg ligger med udsigt til Rhinen og tiltrækker kulturelt interesserede turister uden – som Kronborg i Helsingør – at forfalde til gak, gøgl og løjer i formidlingen. I stedet fortæller borgen en enkel historie om at have eksisteret siden 1117 og stadig være Europas flotteste ridderborg.

Marksburg – en af de mange interessante (og stadig beboede) borge langs Rhinen. Bestemt et besøg værd og heldigvis helt renset for overflødigt gøgl, pjank og tivolisering. Især køkkenet er genopført på en interessant måde, der giver en et indblik i, hvad der skal til for at stege hele okser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Koblenz PR.

Koblenz, der måske ikke er lige så kendt som Heidelberg, er placeret der, hvor Mosel løber ud i Rhinen. Byen, som i romersk tid hed Confluentes, blev grundlagt omkring år 100 og er således en af Tysklands ældste byer.

Også Koblenz har en gammel bykerne, og modsat Bremen træder man ikke to minutter efter ud i et betoninferno. Byen er nemlig ikke bare historisk; den er også smuk.

Tag svævebanen op til Festung Ehrenbreitstein, der ligger på en 118 meter høj klippe, og få et solidt overblik over Koblenz by, flodernes mødested og ikke mindst Deutsches Eck. Tysk storhed, ja tak!

»Deutsches Eck« i Koblenz – hvor Rhinen møder Mosel og fantastisk vin opstår. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCESCO CAROVILLANO.

Deutsches Eck udgør spidsen af den landtange, hvor floderne løber sammen, og det markeres af en 37 meter høj statue af kejser Wilhelm, der sammen med Otto von Bismarck skabte det tyske kejserrige i 1871. Jeg kan oprigtigt ikke huske, hvornår jeg sidst har set så vild en statue (og ingen har mig bekendt bedt om at få den fjernet, men det kommer jo nok).

Besøg Koblenz i stedet for Koh Samui, og nej, det er ikke det samme – men det er mere interessant.

Flere kanaler end Venedig

Mens Koblenz ligger omkring otte timers kørsel fra København, ligger Hamburg kun fire og en halv time væk. Mange har de seneste år genopdaget byen, som har flere kanaler end Venedig og mere at byde på end opreklamerede Berlin.

Her kan man se Caspar David Friedrichs fantastiske maleri »Vandreren over tågehavet« på Hamburger Kunsthalle og kort derfra Sankt Nikolaj-kirken, der blev opført i middelalderen, men bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig og nu står tilbage som et tankevækkende mindesmærke og tavst monument over fred.

Europas måske smukkeste nybyggede koncerthus. Et krystalslot og drømmesyn. Tyskerne er så glade for bygningen, at de har givet den kælenavnet »Elphie«, og den er alt det, en kulturbygning i en storby bør være. Og alt det, operaen i København desværre ikke er. Fold sammen
Læs mere
Foto: Axel Heimken/AFP/Ritzau Scanpix.

Hamburg er en by, der ubesværet rummer sine mange tider i sig, hvilket også ses i havnebydelen Speicherstadt, der stod færdigbygget i 1927. De røde murstensbygninger blev dengang brugt til opmagasinering af gods i en af Europas største havnebyer, men udgør i dag boliger, kontorer, restauranter og museer. Området er dog ikke kun interessant, fordi det er en levende bydel, hvor man med fordel kan gå hen og spise, men også fordi den har overlevet to onder – dels bombardementerne under Anden Verdenskrig og dels 1960ernes dødssyge bestræbelse på at rive alt gammelt ned og erstatte det med beton.

Det bedste ved området er dog den nybyggede koncertsal – Elbphilharmonie, som er blevet vartegnet for en by, der tager sin historie og kultur alvorligt.

Men husk at springe det hypede Reeperbahn over. Det er spild af tid, og man kan ærgre sig over, at det ikke blev tæppebombet af de allierede. Så ville der have været retfærdighed til.

Coronakrisen er ikke godt for noget, men dog en anledning til at rejse til Tyskland og (gen)besøge kulturlandet.