To stjerner: Det, Ditte Okman taler om i ny bog, er Ditte Okman selv

At læse »#tyndogrig – det jeg taler om« er som en tur på værtshus med en halvfuld veninde, der snakker ufokuseret derudad. Sjovt til tider, men trættende i længden.

Ditte Okman er kendt fra radioprogrammet »Det, vi taler om«. Nu udgiver hun bogen »#tyndogrig«. Oscar Scott Carl

Det er ikke mange danskere, der reelt vandrer filterløse rundt og ytrer det, der falder dem ind. Faktisk er der så få, at man kan skabe et personligt brand på at være kvinden, der siger det, andre nøjes med at tænke, og får meningsbarometeret til at svinge uden for normalitetsområdet.

Bogen ender som en ufokuseret rundtur i en meningskarrusel og et kvindeliv, som vi lukkes ind i uden helt at forstå den højere mening.

Den første byggesten i Ditte Okmans karriere blev således lagt, da hun på Facebook kaldte en kioskmedarbejder for psykisk syg og endte i en shitstorm af dimensioner. Okman undskyldte pænt, men havde i mellemtiden fået hele Danmark på nakken, og hun valgte klogt at omfavne sin nye status som enfant terrible. Det kom der senere sladderprogrammet Det, vi taler om på den nu hedengangne Radio24syv ud af – og nu også bogen »#tyndogrig – det jeg taler om«.