Tidligere chef sagde farvel – nu har omstridt skole ansat ny chef

Efter at have manglet en rektor siden udgangen af 2020 har Kulturministeriet nu udpeget den kommende rektor på Kunstakademiet. En skole, der på det seneste har været i vælten.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Der har længe manglet en rektor i spidsen for Kunstakademiet i København, efter at den tidligere rektor, Kirsten Langkilde, forlod posten ved udgangen af 2020. Det skete, fordi kulturminister Joy Mogensen (S) vurderede, at der var brug for »nye kræfter« på skolen.

Nu er der imidlertid blevet udpeget en ny rektor på skolen, der har været særdeles omdiskuteret, efter at en buste af Frederik 5. blev smidt i havnen i København. En aktion, som en nu tidligere institutleder, Katrine Dirckinck-Holmfeld, fortalte, at hun stod bag.

Det er Lars Bent Petersen, der overtager rektoratet på Kunstakademiet. Han forlader dermed sin stilling som rektor på Det Fynske Kunstakademi.

»Lars Bent Petersen skal som rektor sikre, at Kunstakademiet først og fremmest har fokus på at uddanne kunstnere,« siger kulturminister Joy Mogensen (S) i pressemeddelelsen.

I selvsamme pressemeddelelse udtaler den kommende rektor, der har været rektor på Det Fynske Kunstakademi siden 2016, sig også.

»Jeg glæder mig til arbejdet og håber, at jeg med min erfaring fra området kan medvirke til, i samarbejde med de studerende, Billedkunstskolernes og Kunsthal Charlottenborgs medarbejdere, at videreudvikle en samtidig og relevant institution, der kan rumme alle de mange forskellige, ofte modsatrettede, kunstsyn, praksisser, ideologiske og metodiske tilgange samtidskunsten har,« siger Lars Bent Petersen.

Dermed håber han, at »Kunstakademiet også i fremtiden kan rumme de nødvendige diskussioner og samtaler, der skal danne grobund for, at der kan skabes den viden og de kunstværker, vi endnu ikke kan forestille os«.

Svag ledelse

Den tidligere rektor Kirsten Langkilde forlod Kunstakademiet efter have været rektor i to år. Det skete efter, at en række professorer på Kunstakademiet havde rettet henvendelse til Kulturministeriet og erklæret mistillid til ledelsen – og dermed også Kirsten Langkilde.

I marts udkom en rapport, der granskede det postyr, som blev forårsaget af den såkaldte busteaktion. Konklusionen var klar: Ledelsen var svag, men rapporten afviste dog, at Kunstakademiet generelt set havde større problemer end andre uddannelsesinstitutioner. Rapporten havde kulturminister Joy Mogensen bestilt.

»Den eksterne rapport har afdækket ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer på Kunstakademiet og viser med al tydelighed, at der er behov for en ny start,« siger Joy Mogensen i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Rapporten, der blev gennemført af en ekstern leverandør, byggede på en række interviews med ansatte såvel som studerende.

»Der er ikke fundet belæg for en konklusion om, at Kunstakademiet er præget af problemer ud over, hvad der almindeligvis kan opleves i tilsvarende offentlige forsknings- og uddannelsesinstitutioner,« lød det i rapporten.