Teateranmeldelse: »Mød mig på Cassiopeia« er som at drikke champagne uden brus

Musikken bliver væk i Folketeatrets skrabede udgave af operettetraveren »Mød mig på Cassiopeia«.

Amalie Dollerup og Christopher Læssø danser »Den allersidste dans« på Folketeatret i en forestilling, hvor musikken forsvinder under stjernerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gudmund Thai

Den har sin egen bedagede charme, »Mød mig på Cassiopeia«. Også i teaterversionen er det historien om teaterkomponisten, der savner inspiration, men som får besøg af den dejlige musikkens muse, som til gengæld forelsker sig i en flot flyver og i det hele taget hellere vil erstatte ånd med jordbunden kvindelighed. Med det lille hjertekvad »Musens sang« om at få hjerterne knust mellem himmel og jord som centrum for hele hendes længsel. Og så er vi allerede inde på det, der er den eneste virkelige begrundelse for at sætte den på scenen, hvor vittigt og florlet man end kan spille dens farceprægede scener, hvor behændigt man end kan modernisere det let knagende manuskript. Skal man spille det frydefuldt nostalgiske nonsens, er det på grund af Kai Normann Andersens dejlige melodier, de mange ærkedanske evergreens, som de fleste vil kunne synge med på. Fra den evigt romantiske »Den allersidste dans« til de glade congarytmer i »Gå ud og gå en tur«: Her endda udvidet med et par numre mere af melodimageren. Toner fra himlen! Flyv med!

Desværre fejler Folketeatrets forestilling fatalt i den musikalske afdeling. Det er ganske enkelt for spagt, for tyndt, for fattigt med kun klaverakkompagnement eller noget, der minder om oppumpet kinoorgel til en forestilling, der prætenderer at være en fuldfed, københavnsk musicalaften på et større teater. Et mindre ensemble er sat til at bistå halvhjertet med det musikalske, men skal samtidig agere kor og dansere. Uden at imponere i nogen af afdelingerne. Hverken musikken eller showet får den fylde, de skal have. Det virker, som om vi stadig befinder os i den forpustede prøvesal med primitiv og tung koregrafi og halvt markerede musikalske indsatser, hvor især blege, uldne ensemblenumre falder i et skrabet udstyr.

Kær og kæk

Heldigvis har forestillingen også skuespillere, der kan trække en aften halvt hjem. Amalie Dollerup er både kær og oplevelsessyg som den enlige, lille muse – og hendes stemme er dejlig, selv om forsøget på at ville gøre »Musens sang« til en powerballade er mere imponerende end rørende. Altid elegante Carsten Svendsen er lige ved at få et menneske ud af sin plagede komponist, men ser lidt underligt slukøret ud. Trine Gadeberg sprutter af temperament som teaterdiva, men mangler sødmen, og Christopher Læssø får ikke meget ud af sin flyver ud over den udvendige farcemekanik. »Den allersidste dans« må Amalie Dollerup overtage. En lovligt omstændelig Lone Hertz charmer alt det, hun kan, som den antikfikserede forfatterinde og flirter voldsomt med Asger Rehers buldrebasse af en Zeus. Og endelig brillerer Troels Malling som desperat teaterchef og Kristian Holm Joensen med nærsynet fjumrekomik som regissør på det teater, Kasper Wilton snedigt nok har valgt at placere det meste af handlingen på i sin stilmæssigt lidt usikre iscenesættelse.

Det er ikke nok at tro, man kan forlade sig på charmen. Hvad blev der af Folketeatrets erklærede mål om ikke at servere skrabet turnéteater på en af Københavns store scener? Har man ikke opdaget, at kravet til musikforestillinger er et helt andet, når man kigger rundt i det danske teaterlandskab? Hvis teatrene i det københavnske teatersamarbejde ikke kan præstere mere, skal de måske overlade musicalforestillingerne til andre? »Mød mig på Cassiopeia« er i hvert fald som at drikke champagne uden brus. En enlig lille muse har det sværere, end man tror.

»Mød mig på Cassiopeia«. Manuskript: Fleming Lynge og Børge Müller. Bearbejdet af Vase & Fuglsang og Kasper Wilton: Iscenesættelse: Kasper Wilton. Scenografi: Mari í Dali. Svendsen. Til 6. marts. Derefter turné i hele landet 14. marts-24. maj.