Susanne Staun: Hvis en mand siger, han er en kvinde, er det lige meget, hvor meget guf, han, undskyld, hun, gemmer bag underbuksen

Selv om børn måske fortsat mener, at det, man siger, er man selv, så er det nu sådan, at det, man siger, man er, er man.

»Når volapykkens ypperste proselytter først går i gang, så er forståelsen for alvor truet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Staun SH Ida Marie Odgaa

Kampen for et klart, meningsgivende sprog er ikke længere kun et spørgsmål om tiltalekommaer på rette sted og død over uld og usammenskrevne ord – dén slags. Sådan noget er de rene førsteverdensproblemer. Når volapykkens ypperste proselytter først går i gang, så er forståelsen for alvor truet langt ud over sproget og er rykket dybt ind i hjertet på forståelsen af fundamentale begreber. En kvinde og en mand er ikke bare dem, vi troede, de var.

Selv om børn måske fortsat mener, at det, man siger, er man selv, så er det nu sådan, at det, man siger, man er, er man. Så hvis en mand siger, han er en kvinde, er det lige meget, hvor meget guf, han, undskyld, hun, gemmer bag underbuksen, lige meget hvor meget styrke, hun har i overkroppen, eller hvor meget testosteron der skvulper rundt i kroppen. Den version af kvinde må man acceptere, da man ellers er … forældet, ond og fremfor alt transfobisk.

»Køn er altså det eneste fænomen, hvor vi accepterer, at den subjektive realitet overtrumfer den objektive.«


Kernen i ideologien bag er den radikale påstand, at følelser definerer virkeligheden, og fra denne opfattelse udgår ekstreme krav til samfundet om at spille med. Og det gør man. Hvor udbredt forståelsen er, behøver man blot at inspicere lovgivningerne i de fleste vesterlandske lande for at konstatere eller følge med i de utallige fyringer, der er konsekvensen af at lufte dissens med den opfattelse. Ellers rækker det at følge forfatteren til bl.a. Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, og hvad der hændte hende, efter at hun kom for skade at gøre sig lystig over formuleringen, »personer, der menstruerer«. Dette og beslægtet nysprog har jeg tidligere problematiseret i »Giftigt sprog – taler du flydende trans«.

Den indre kønsopfattelse

Udfordringen for aktivisterne bag består i at forklare, hvorfor en persons »rigtige« køn afgøres af en indre kønsopfattelse, mens alder, højde og race stadig skal måles eller underkastes en DNA-analyse. Det gik fx ikke så godt for Rachel Dolezal, tidligere formand for Oregon-afdelingen af NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), der trods en objektivt fastslået identitet som kaukasier hævdede at være sort og herefter blev sværtet som en bedrager, der begik kulturel appropriation. Dværgen, der identificerede sig som en høj, mørk fremmed, var bare en vits, og når Woody Allen hævder at være en tragisk person fanget i en standupkomikers krop, så ved vi godt, at det bare er en eksistentiel betragtning.

Køn er altså det eneste fænomen, hvor vi accepterer, at den subjektive realitet overtrumfer den objektive, og der blev gjort et flot forsøg på at udstille fænomenets absurditet, da en skribent, der var kødspiser i forrige uge, identificerede sig som veganer. Jeg tror ikke, den går i Danmarks Veganske Forening.

Men det er ikke kun ord som kvinde og mand, der er ved at miste betydning. Ordet kønsløs er også i forandring. »Bag den mørkebrune, kønsløse vidneskranke,« hed det så sent som i sidste uge. Jeg spår dette ord – ordbogen: uden kraft, smag eller andre markante træk; kedelig – en strålende fremtid med en ny betydning: revolutionær, woke, fantastisk. For kønsløs hedder i dag nonbinær og er alt andet end kedelig.