Den bedste bog, jeg har læst denne sommer, er romanen »Matthias Pascal« af den italienske forfatter Luigi Pirandello.
Romanen fra 1904 er en meget morsom beretning om en mand, hvis tilværelse forpestes af de to kvinder i hans liv – rappenskralden af en hustru og den afskyelige svigermor. En dag forlader han det hele uden at sige et ord til sine omgivelser, og da alle tror, han har begået selvmord, kan Pascals nye tilværelse begynde. Tror han.
Jeg skal ikke fortælle mere, for min pointe er forfatteren. Jeg vidste, at Pirandello fik Nobelprisen i 1934, og at den lille snurrige mand med sygekassebrillerne ud over romanerne også skrev hundredvis af noveller og dusinvis af teaterstykker.
Sleske breve til Mussolini
Men så fandt jeg ud af, at mit nye bekendtskab også var fascist. Det er ikke til at benægte: Pirandello skrev sleske breve til Mussolini, hvor han stillede sig til rådighed for det nye italienske fædreland, og han fik sin nobelprismedalje smeltet om, så fascisterne kunne bruge den til våben under invasionen i Abessinien.
Så hvad stiller man op? Kan jeg stadig glæde mig til de af hans mange bøger, jeg har til gode? Og kan jeg stadig som planlagt besøge den statue af ham, der er stillet op i hans hjemby, Porto Empedocle, når familien til efteråret tager til Sicilien?
Jeg siger ja. Jeg kan egentlig godt forstå, at man kloden rundt fjerner statuer af despoter, når de repræsenterer den rene undertrykkelse. Stalin, Pol Pot og Hitler fortjener ikke monumenter. Og hvis den tyske kejser før 1920 var blevet stillet op i Perlegade i Sønderborg, ville man nok tage ham ned i dag.
Kunstnere er netop ikke politikere. Deres fag er følelser, tvivl og nuancer. Og når de ved en fejl mener noget realpolitisk om love og paragraffer, er det som hovedregel overraskende idiotisk.
Men kunstnere er netop ikke politikere. Deres fag er følelser, tvivl og nuancer. Og når de ved en fejl mener noget realpolitisk om love og paragraffer, er det som hovedregel overraskende idiotisk. Vi kender også typen i Danmark.
At diskutere politik med en kunstner er pointeløst. Ren følelse, ingen viden. Det er som at diskutere pensionsopsparinger med en fodboldspiller. De er på udebane.
Spørgsmålet om Pirandellos fascistiske holdninger er derfor lige så dobbeltbundet som at prøve at finde ud af, i hvor høj grad Dostojevskij var totalitær, Knut Hamsun nazist, Ernest Hemingway homofob og Norman Mailer kvindehader.
De politiske spørgsmål er interessante at stille, fordi de jo kaster et vist lys over personerne bag kunsten. Men de bør aldrig overskygge selve kunsten endsige medføre en folkestorm på statuer.
Kunsten står tilbage
På universitet i Manchester overmalede studerende for nylig Rudyard Kiplings digt »If« fra 1895, der prydede en af universitets store mure, med henvisning til, at den store britiske forfatter var racist.
Heldigvis blandede den sorte borgerrettighedsforkæmper Alice Walker sig i tumulten og erklærede, at »If« – der handler om bevare værdigheden, selv når man angribes – faktisk er det digt, der gjorde hende til forfatter.
Hvad Pirandello angår, er hans politiske idiotier nok formet af baggrunden på Sicilien og længslen efter en vis orden i et splittet Italien. Jeg er søn af kaos, sagde han selv, før han døde og ønskede ingen højtidelighed ved begravelsen. Kun en lille fest for de fattige, hesten og kusken.
Men hans kunst står tilbage – og så statuen i den lille landsby. Teaterstykket »Henry IV« og et hovedværk i moderne dramatik. Og statuen skal jeg ned og hilse på. Hvis de river den ned, er det, fordi vi ikke længere kan rumme kunstens nuancer.
