Stem på Københavns største vartegn: Hvilket sted eller hvilken bygning rummer hele byens sjæl?

De seneste uger har vi modtaget en masse bud fra jer læsere om, hvilken bygning eller hvilket sted der tegner København. Vi har udvalgt fem nominerede til æren, og her kan du læse, hvad læserne har at sige om Tivoli. I bunden af artiklen kan du være med til at kåre, hvilket af de fem der er Københavns største vartegn.

Tivoli set udefra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Kære københavnere!

I har givet jeres bud og sat navn på, hvilke steder eller bygninger i København der rummer så meget af byens sjæl i sig, at de er Københavns største vartegn. Den anden nominerede er forlystelsesparken Tivoli, der ligger i hjertet af byen.

Her følger et udpluk af de kommentarer, I har sendt ind som begrundelse for, at Tivoli skal være nomineret:

»Det er det første, jeg tænker på, når jeg tænker på København.«

»Er simpelthen bare stadig en hyggelig have. En hverdagsaften til gåtur, et musikarrangement og bare hygge.«

»Ingen andre hovedstæder i verden har en ikonisk forlystelseshave placeret i byens centrum. Tivoli er fortællingen om eventyrlandet ifølge H.C. Andersen og en del af danskernes sjæl om at drømme sig væk fra hverdagen og nyde livet.«

»Historisk og ikonisk forlystelseshave, der bevarer og fornyer.«

Pantomimeteatret i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

»Fordi du ikke finder noget lignende andre steder! Og historien og udviklingen har gjort det så ikonisk for byen.«

»Favner alle mennesker fra alle samfundslag.«

»Forlystelsesparken har charme, stil og karakter. Tivoli har formået at forny sig selv løbende, men samtidig være tro mod traditionerne. Her kommer ikke kun turister, men i høj grad også vi selv. For rigtig mange skolebørn ville en københavnerudflugt ikke være god, hvis den ikke sluttede i Tivoli.«

»Verdens ældste forlystelsespark lige i midten af byen. Intet besøg er komplet uden, intet føles mere som truly dansk, og man vokser aldrig fra det. Indbegrebet af hygge.«

Forlystelse i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Ingen Disney

Holger Dahl er arkitekt, forfatter og Berlingskes arkitekturanmelder. Han mener, at »Tivoli er en fantasiverden som alle forlystelsesparker, men det, der gør Tivoli specielt, er to ting: Tivoli ligger midt i byen, og Tivoli er fra starten planlagt som en (trold)spejling af sin by på den anden side af hegnet«:

»En eventyrverden altså, som både er genkendelig og mærkelig. Når man til sammenligning tager til for eksempel Disneyland, melder man sig hundrede procent ind i Disney-koncernens univers, og parken er den samme, lige meget hvor i verden den ligger. Tivoli er en spejling af København – først og fremmest som byen så ud i slutningen af 1800-tallet, men Tivolis formgivere har været dygtige til at opdatere haven, så den bliver ved med at rumme dette element af skævt spejl – noget velkendt og noget overraskende i krydret forening.

Jeg tror, at denne magiske stedsforankring er den egentlige grund til, at Tivoli aldrig har haft succes med sine forsøg på at sælge konceptet til andre. Disse andre har hver gang troet, at de skulle kopiere Tivolis enkeltelementer i stedet for at forstå, at de burde kopiere konceptet – altså byspejlingen.

Men godt det samme. For det, at der ikke ligger et Tivoli i alle mulige andre byer, gør, at parken er unik i København, og derfor kan den også med rimelighed betragtes som et vartegn for den by, den altså spejler. Som der stod i en gammel reklame: »Spelled backwards it says I LOV IT«.