To streger på en kviktest, og pludselig sidder man juleaften ligeså ene som det andebryst, man spiser, inden man når til risalamanden med vindergaranti.

Det vil i sådan et tilfælde være helt normalt, at man rammes af melankoli.

Men selvom man er alene juleaften, er man ikke nødvendigvis ensom. Det siger sognepræst Andreas Christensen, da Berlingske har en samtale med ham om, hvordan man klarer sig igennem en solojul.

Hvor alenehed er en forbigående, relativt letløselig tilstand, er ensomhed et samfundsproblem. Tidligere har Andreas Christensen mest skullet forholde sig til solojul blandt eksempelvis enker, eller folk, der i det hele taget er alene.

»Men hvis man på grund af selvisolation skal fejre jul alene, vil en del endda nok betragte det som en sjov oplevelse, der kan blive til en anekdote senere i livet om dengang, de fejrede jul alene,« siger Andreas Christensen, der er præst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro.

Han anbefaler dem, som sidder alene juleaften, at række ud til andre via sociale medier eller et gammeldags telefonopkald.

Find noget at glæde dig til

Et andet simpelt råd er at gøre det samme, som vi gør med børn op til jul. Ved hjælp af en julekalender deler man ventetiden og forventningsglæden op i 24 mindre bidder, forklarer præsten. Man glædes over den daglige gave, men også over den tid, der kommer efter de 24 gaver.

»Find glæden i, at alenejulen går over. At kunne glæde sig betyder også, at man glæder sig over nuet og glæder sig til det i fremtiden. Aftal en middag med dem, man skal undvære, så snart som muligt. Det kunne være til nytår eller 6. januar, på helligtrekongersdag,« siger Andreas Christensen.

Han nævner, at han også kender en del, som selvvalgt er alene til jul. Folk, der selvom de har familie og venner, hellere vil fejre jul alene med god musik og en femretters menu til én. Eller folk, der endda glædes over, at coronarestriktionerne sætter en øvre grænse for mængden af tvangssocialisering over julen.

»Aleneheden bliver først smertefuld og til ensomhed, når man både har mistet relationer og mistet evnen til at danne relationer. Der vil man med en vis sandsynlighed blive ramt af både skyld og skam over de relationer, man har overbelastet eller svigtet,« siger Andreas Christensen.

»Det kæmpe, himmelske trumfkort«

Man kan miste evnen til at danne relationer, hvis man er blevet mødt med mange svigt, eller hvis man har mistet troen på sin egen evne til at danne relationer.

»I det tilfælde er ensomheden invaliderende, og gode råd om at glæde sig eller få sig en hobby hjælper ikke længere,« siger Andreas Christensen.

I Hellig Kors Kirke har de blandt andet derfor en mandeklub for enlige mænd og bespisning tirsdag og torsdag, hvor man »godt må sidde og være lidt underlig«, fortæller præsten.

Til dem, der måske fejrer deres sidste jul i dette liv, er der selvfølgelig også et råd fra præsten. Til de fleste, der i år holder alenejul, var rådet jo at planlægge noget andet, for eksempel at ses igen senere. Til dem, der ligger på dødslejet, kan sådan et råd nærmest virke flabet. Og dog.

»Det kæmpe, himmelske trumfkort er jo, at vi alle ses igen – blot i en anden dimension. Det betyder selvfølgelig ikke, at resten er lige meget. Man fortjener en farvelstund, ligesom man fortjener en ordentlig begravelse. Man kan nok leve med at fejre jul med fire mennesker i stedet for 24, men til begravelserne er det en sorg – en sorg, man skal lære at leve med,« siger Andreas Christensen, inden han sætter ind med den opløftende fortælling om håbet:

»Troen er jo langt hen ad vejen kunsten at kunne glæde sig, uanset om man er døende, ufrivilligt alene eller frivilligt alene. Det er kunsten at håbe – at tage en endnu ikke opfyldt fremtid og putte den ind i sig selv som en glædelig nutid. Det er noget, vi udtaler meget tydeligt i kirken om søndagen.«