Inden for filosofien er der en hypotese, der kaldes solipsismen, hvis grundantagelse er, at ens eget »jeg« er det eneste eksisterende. Det vil sige, at alt, der findes, kun eksisterer i min forstand. Der er KUN mig. Alt og alle andre – Saturn, Kronborg Slot, frøer og Donald Trump –findes kun som et produkt af min forstand. Selv du, kære læser, er et produkt af min forstand. Faktisk taler jeg udelukkende med mig selv lige nu.

Det er selvfølgelig en radikal antagelse, der ikke har meget gang på jord. Hypotesen er dog interessant, fordi den blotlægger, at vi aldrig grundlæggende kan forstå vores medmenneskers indre liv. Vi kan aldrig helt vide, hvordan virkeligheden er uden for vores egen fysiske krop. Vi har kun kvalificerede antagelser. Groft sagt kender vi kun til omverdenen fra vores forstands behandling af de indtryk, vi fortolker med vores sanser og intellekt.

Kravene til at få en bid af den identitetspolitiske synd-for-mig-kage bliver dog konstant udvandet, og der er grænser for, hvor mange stykker kagen kan skæres i, og hvad gør vi, når vi løber tør for kage, men ikke krav?

Men som mennesker har vi heldigvis fælles referencer. Vi har vores sprog, kultur, historie, værdier og så videre. Det er de mange fælles elementer i hverdagen, der gør det muligt for os at kommunikere rationelt med hinanden.

Når mennesker kommunikerer med hinanden, finder den mest komplicerede proces i det kendte univers sted. Det er denne evne, der har hævet os fra at være små frygtsomme aber på savannen til at være i toppen af fødekæden. Det har skabt velstand, civilisation og teknologi til milliarder af mennesker de sidste årtusinder.

Elendighedens valuta

Men de seneste årtier er vores fællesreferencer begyndt at erodere. Den florerende relativisme og radikale identitetspolitik er ved at underminere alle de elementer, som gør det muligt for os at have meningsfulde relationer. For der er kræfter, der insisterer på at ændre alt det i sit eget billede. Den identitetspolitiske bevægelse insisterer på at fordreje hele omverdenen i stedet for at justere på sig selv. Tanken er, at hvis jeg ikke passer ind, må hele verden ændre sig i forhold til mig.

Den radikale identitetspolitik er et ræs mod bunden, hvor valutaen er optalt i, hvem der kan fremvise den mest imponerende generalieblad af elendighed. Alle vil have særhensyn med hensyn til etnicitet, handicap, seksualitet og så videre. Kravene til at få en bid af den identitetspolitiske »det-er-mest-synd-for-mig-kage« bliver konstant udvandet, og der er grænser for, hvor mange stykker kagen kan skæres ud i, og hvad gør vi, når vi løber tør for kage, samtidig med at flere og flere kræver et stykke?

Folk må kalde sig selv, lige hvad de vil. Have sex med hvem og hvad de vil inden for lovens rammer, og de kan identificere sig som enhjørninger, bøgetræer ... Det er ens egen sag.

Men hvis hvert enkelt individ begynder at opfatte sig selv som et unikt univers, hvor vi alle blot er statister, der skal indordne sig under den enkeltes specifikke krav, er vi nødt til at stille og få besvaret spørgsmålet: I hvor udpræget grad er jeg som individ tvunget til at agere medvillig statist i andres fordrejning af virkligheden – hvor går grænsen?

Kun i et solipsistisk univers kan alle få det præcis, som de vil have det, men lad os antage, at det ikke er tilfældet. Hvad gør vi så?