Snefnuggenes dronning vender tilbage: »Det er en slags safe space i bogform, hvor kritik er fuldkommen ekskluderet«

Boganmeldelse: Kan ord være voldelige? Det mener filosoffen Judith Butler – hvis tanker har været formative for både universitetsfeminismen og queeraktivismen – i den nyoversatte bog »Ordenes vold«, hvor hun diskuterer med vennerne i en art »safe space« i bogform.

Filosof Judith Butler, November 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klaunzer/EPA/Ritzau Scanpix

Der er gået 30 år, siden den amerikanske filosof og kønsaktivist Judith Butler udgav sin efterhånden ikoniske bog »Kønsballade«. Den, og hun, har været formativ for både universitetsfeminismen og queeraktivismen og har inspireret en hel generation af humaniorastudiner, der har søgt og fundet deres livs kamp i kønsdebatten.

Og nu er hendes bog om »Ordenes vold« fra 1997 så blevet oversat til dansk for første gang. Heri får læseren en diskussion og analyse af det, Butler kalder »sårgørende tale«. Særdeles relevant i en krænkelsestid, må man sige. Og så alligevel. Butler er socialkonstruktivist af den ældre skole, hvilket blandt andet vil sige, at hun ikke er glad for identitetspolitikken, der for tiden skyller ind over Vesten. Men at hun hører til i samme lejr som de skrøbelige gemytter rundt omkring på amerikanske campus, er åbenlyst.

»Teksten diskuterer alene argumenter fra fagfæller, der stort set mener det samme som forfatteren selv.«


Bogen har to overordnede ærinder. For det første at udrede, hvad der egentlig giver ordene den »kraft«, Butler og fæller mener, at ordene har. Og, for det andet, hvilken strategi, man bør anlægge for at komme hadtalen til livs og hele sårene.

At tale er at gøre

Allerede i indledningen skitserer hun svaret på det første: vi er sproglige væsner, og »at tale« er også »at gøre«. Som teoretisk skelet trækker bogen særligt på den britiske sprogfilosof J. L. Austin (1911-1960), hvis teori om »performativitet« er en slags doxa på humaniora. Kort fortalt er performativer ytringer, der ikke er enten sande eller falske, og som, når de udsiges, påvirker den kontekst, de er i. Allerede dér, ved at gøre talen til en handling, har man åbnet feltet henimod at gøre ytringer til adfærd. Det huer ikke mindst dem, der gerne vil benytte domstolene til at straffe den uønskede tale. Hvis ord kan være voldelige, er der anderledes juridiske sanktionsmuligheder.

Butler mener, med Austin, at vi som subjekter er konstitueret af sproget. Det definerer os og det rum, vi er i. Hvis man dertil lægger hadtalens »historicitet« – altså den opsamlede mængde undertrykkelse og nedvurdering – ja, så har vi den sårgørende effekt og forklaringen på ordenes kraft.

Porno som hadtale

Et fyldigt afsnit er dedikeret til argumentet om pornografi som hadtale, og Butler refererer til sagen med den sorte Anita Hill, der som ansat hos den (også sorte) senator Clarence Thomas, blev udsat for sexchikane. Sagen var »pornografisk«, idet Hill »som sort stilles til skue i et optrin, hvor den hvide seksualangst kan projiceres og udleves«. At gøre den nedværdigede beskrivelse »seksualangst« til noget inhærent for en hel race er åbenbart ikke »sårgørende«. Bogen er fra 1997 – var den skrevet i dag, havde der formentlig været en del mere antihvid retorik med. Butler var en slags firstmover i den henseende.

På trods af Butlers opsigtsvækkende påstand om, at ord kan være voldelige – da ytringer er talehandlinger, som vi påvirkes kropsligt af – vil hun i modsætning til mange af sine ligesindede ikke indskrænke det frie ord med lovgivning. Dog ikke af hensyn til ytringsfriheden, men fordi man ikke kan stole på domstolenes neutralitet. Det er også en fejl at placere ansvaret for talehandlinger hos et enkelt subjekt, da hele samfundet er formet af diskursens historik. Talens autonomi findes simpelthen ikke – ja, den er en slags borgerlig illusion. Ved at placere magten til at definere ytringsrummet i retssystemet fratager man derudover det omkringliggende samfund evnen til at »genforhandle« de sårende begreber. Og genforhandling er svaret på problemet med hadtale. Butler nævner selv begrebet »queer« som et eksempel på et ord, der oprindeligt var nedsættende, men som nu har en i hendes øjne positiv, stærk betydning.

»Det er en slags safe space i bogform, hvor kritik er fuldkommen ekskluderet fra diskursen.«


Hun advarer ved bogens slutning mod tidens »dogmatik« og »antiintellektualisme« – noget hun erkender også at møde blandt sine egne studerende. Og alligevel er »Ordenes vold« renset for kritik af hendes egen position, hvilket er underligt i betragtning af, hvor afvigende hendes synspunkter er. Teksten diskuterer alene argumenter fra fagfæller, der stort set mener det samme som forfatteren selv. Det er en slags safe space i bogform, hvor kritik er fuldkommen ekskluderet fra diskursen. Ikke mindst på dette punkt placerer Butler sig, trods sin modstand mod identitetspolitikken, alligevel i snefnuggenes sikre sfære. Og den måde bliver man klogere på, hvordan sådanne yderligtgående synspunkter har kunnet vinde så massivt frem på amerikanske universiteter. Ved klinisk at fjerne så meget som antydningen af andre perspektiver.

Titel: »Ordenes vold«. Forfatter: Judith Butler. Forlag: Klim. Sideantal: 280 sider. Pris: 299,95 kr.