Professor: Identitetspolitikken er ofte tidsånd uden ånd

Boganmeldelse: »Menneskene og alt andet« af den gamle »marxistiske superstjerne« Hans-Jørgen Schanz svirper, når den stiller det fundamentale spørgsmål, som filosoffer generelt har overladt til teologer: Er mennesket skabt i Guds billede?

Hans-Jørgen Schanz er blevet vakt, skriver Bent Meier Sørensen. Og Schanz’ vækkelse går direkte imod tidsånden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den engagerede og meget produktive professor emeritus i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz er blevet vakt. Det mener jeg positivt, selv om vækkelser jo kan føre til mangt og meget, afhængigt af deres forhold til tidsånden. En god vækkelse er i reglen den, som går imod tidsånden.

Første gang Schanz blev vakt, ramte han imidlertid tidsånden med kirurgisk præcision. Han kom som helt ung i 1970erne simpelt hen til at definere, hvordan marxisme skulle forstås både akademisk såvel som »i praxis«, som jargonen forlangte det stavet, bortset fra at der netop ikke skulle være forskel på disse to aktivitetsformer. Filosofi skulle nu ikke længere bare forstå verden. Den skulle derimod, som Marx selv havde forklaret, forandre verden.

»I denne tidens malstrøm kastes mennesket nøgent ind i en meningsløs tilværelse, hvor tiden selv spenderes på gentagelser, der alle peger i retning af døden.«


Men tidsånden vendte, marxisterne blev vegetarer og begyndte at dyrke yoga. Imens mistede mestertænkeren selv, Schanz, troen, i hvert fald på at tidsånden kunne have ret.

Måske havde professoren undervurderet forandringens uhyrlige omfang. For selv om det at forandre verden måske lyder som et ganske lille puf designet til at kyse verdensfjerne akademikere ud af deres elfenbenstårne og ind i virkeligheden, var det en helt og aldeles omkalfatring af både verden og tænkning, en omvending af alle værdier.

Det er derfor meget betids netop dette tektoniske skift, Schanz’ velturnerede lille bog »Menneskene og alt andet« handler om.

Under-lige

Før Marx havde filosofferne, med inspiration fra Platon, beskæftiget sig med at undre sig. Menneskets verden og mennesket selv var jo, så sent som på Grundtvigs tid, under-lige, det vil sige lig et under. Sådanne underligheder gjorde den historiske materialisme, som marxisme også kan kaldes, op med: Mennesket er simpelt hen et historisk væsen, et produkt af de sociale forhold og kostplaner.

»Menneskene og alt andet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Klim.

Men Schanz har indset, at man ikke kun er, hvad man æder: Mennesket er ikke kun krop og bevidsthed – det er også ånd. Og selv om han meget sympatisk vedgår, at det er vanskeligt præcist at sige, hvad ånd er, så er hans egen tænkning et levende indlæg i den debat, og »Menneskene og alt andet« er i sig selv et bevis på, at mennesket er ånd. Det er præcis ånden, som skiller menneskene fra alt andet.

Bogen stiller det fundamentale spørgsmål, som filosoffer – med få, bemærkelsesværdige undtagelser, Schanz inkluderet – generelt har overladt til teologer: Er mennesket skabt i Guds billede, eller er det ikke? Schanz iscenesætter spørgsmålet som en dramatisk konflikt mellem filosofiens giganter.

På den ene side Marx, Heidegger og Nietzsche, der uenighederne til trods bestemmer mennesket som et frem for alt historisk væsen: Mennesket er primært tid. I denne tidens malstrøm kastes mennesket nøgent ind i en meningsløs tilværelse, hvor tiden selv spenderes på gentagelser, der alle peger i retning af døden. Den idé er der, kan vi allerede nu konstatere, kommet en hel del triste universitetskarrierer, ørkesløst absurd teater og generaliseret ressentiment ud af.

På den anden side sætter Schanz så Augustin, Hannah Arendt og K.E. Løgstrup: Her er mennesket skabt for helt modsat at sætte noget nyt ind i verden, for at genskabe den. Vi er, som Schanz’ afgørende vækkelsesfigur, Arendt, siger det, ikke primært bestemt af, at vi skal dø, men af at vi er født. Nataliteten, som hun kaldte det, knytter os til et sted, et rum, et hjem. Vi er ikke brutalt kastet ind i verden, som enhver, der har løftet en nyfødt op, da også har erfaret: Mennesket er et mirakel.

Kosmos byder velkommen

Bogen viser smukt og ubesværet den gamle, men stadig lynskarpe, idéhistorikers mod til selv at stå ved erfaringen af fødslens mirakel: Jorden er blevet givet os som vores hjem, vores kosmos er godt: »Det siger varmt velkommen!« udbryder han spontant hen imod slutningen af bogen. Det er her, Hans-Jørgen Schanz endegyldigt stiller sig på Arendt og Løgstrups skabelsesteologiske side: »Alt dette er kun muligt i kraft af, at det hele er skabt, og at menneskene er skabte i Guds billede.«

»For Schanz er mennesket ikke i særligt høj grad socialt konstrueret. Det er heller ikke så ekstremt foranderligt, som både Marx og vore dages tidsånd hævder.«


Det er jo filosofihistorie, debatbog og opbyggelig katekismus i én bog! Det særligt fremragende er, at Schanz modsat mange andre nymodens filosoffer ikke ser ned på vores forhistories »uoplyste« tænkning. Nej, Augustin (kirkefader fra det fjerde århundrede) bliver gnistrende levende, når sloganet fra hans Selvbekendelser citeres: »Jeg er blevet et problem for mig selv.« Det var faktisk præcis sådan, Deres anmelder havde det i morges klokken kvart i fire.

Schanz' vækkelse

Modsat sine mere forsigtige og mere kedsommelige akademiske kollegaer skriver Hans-Jørgen Schanz simpelt hen det, han mener er sandt. Med andre ord går Schanz’ vækkelse i dag, modsat for 50 år siden, rakt imod tidsånden, ifølge hvilken sandheden er konstrueret, midlertidig og i øvrigt aldeles indsølet i magt.

På nogle universiteter er tidsånden faktisk eksplicit vakt, »woke«, hvilket indebærer et fokus på det individuelle menneskes oplevede identitet med hensyn til køn, race og så videre. For Schanz er mennesket ikke i særligt høj grad socialt konstrueret. Det er heller ikke så ekstremt foranderligt, som både Marx og vore dages tidsånd hævder: »Alle ved, at verden forandrer sig ustandseligt, og mange mener derfor – helt fejlagtigt – at det samme gælder menneskene.« Denne opfattelse, skriver Schanz, ligger tungt i tidsånden, der, »som så ofte, er tid uden ånd«.

Læs bogen og mærk svirpet.

Menneskene og alt andet
Forfatter: Hans-Jørgen Schanz. Sider: 152. Pris: 150 kr. Forlag: Klim