Skuespiller fik nok af kommentarer på billede med gennemsigtig kjole: »Hvad er der sket med jer?«

Den prisvindende skuespiller Florence Pugh harcelerer over de mange negative kommentarer, som hun fik på et Instagram-opslag, hvor hun optrådte i en gennemsigtig kjole. Den dansk-ukrainske influencer Irina Olsen siger, at Florence Pugh formentlig godt har vist, at billederne ville få megen opmærksomhed.

»Så mange af jer ønskede aggressivt at fortælle mig, hvor skuffet I var over mine 'små bryster', eller hvordan jeg burde være flov over at have en 'flad overkrop',« skriver Florence Pugh i et Instagram-opslag rettet mod dem, der skrev nedladende kommentarer til billeder af hende i denne kjole. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marco Piovanotto/Abacapress.com
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden slog Florence Pugh, Oscar-nomineret og prisvindende skuespiller, en række billeder af sig selv op på det sociale medie Instagram.

Billederne var fra et Valentino-modeshow i Rom, og de viste Florence Pugh iført en kjole, der er så gennemsigtig, at man kan ane hendes brystvorter – hvad der ellers som regel ikke er tilladt for kvinder på det amerikanske sociale medie.

Det fik ifølge skuespilleren en række mennesker til at skrive grimme og nedladende kommentarer.

I et nyere opslag, som du kan se længere nede i artiklen, skriver Florence Pugh, der er kendt fra film som »Midsommar«, »Little Women« og »Black Widow«, at hun er træt af vulgære brugere på sociale medier.

»Hvad er der sket med jer, siden I er så ivrige efter at være højlydt forargede over størrelsen på mine bryster og min krop?« skriver Pugh i opslaget, hvor hun undrer sig over, at fremmede mænd »ødelægger en kvindes krop i offentligheden«, endda med deres ansættelsessted og arbejdsmailadresser i deres profiltekster.

Dansk influencer: »Hun kan bruge opmærksomheden«

På det oprindelige opslag er der mange kommentarer, der handler om andres, nedsættende kommentarer. Men selve de nedsættende kommentarer er blevet svære at finde, efterhånden som mere kropspositive kommentarer strømmer ind.

Danske Irina Olsen, der er influencer med 243.000 følgere på Instagram, er selv kropsaktivist, og har i mange år kæmpet mod såkaldt bodyshaming, altså kritik af folks kroppe.

Hun er sikker på, at Pugh godt har vidst, at der ville komme reaktioner på billederne, siger hun til Berlingske.

»Hun har et budskab – det er derfor, hun har postet det billede. Nu kan hun bruge opmærksomheden til at fortælle sin historie,« siger Irina Olsen.

Historien handler i Florence Pughs tilfælde om at holde af de ting ved sin krop, som hun plejede at skamme sig over, og det underlige ved, at mænd godt må slå billeder op af sig selv på Instagram uden tøj på overkroppen, mens kvinder ikke må.

Sidstnævnte har i lang tid været fokus for kampagnen og hashtagget #FreeTheNipple (»befri brystvorten« på dansk), som Pugh dog omskriver til #FuckingFreeTheFuckingNipple.

Derudover handler det ifølge opslaget om, at hun angiveligt ikke lever op til alle Hollywoods skønhedsidealer.

»Bliv dog voksen. Respekter folk. Respekter kroppe. Respekter alle kvinder. Respekter mennesker,« skriver Florence Pugh.

En bikiniklædt mor, der har det varmt

Irina Olsen siger, at hun også selv godt ved, hvor når et billede, hun har lagt op, vil provokere, men at hun kan finde på at gøre det, hvis hun så netop kan bruge opmærksomheden aktivistisk.

»I mit tilfælde til at fortælle om, at curvy kvinder, mødre eller os med større barm – og generelt ikke supermodelmål – også kan have en bikini på om sommeren eller vise hud, uden det behøver bliver kaldt vulgært,« siger Irina Olsen.

Florence Pugh skriver som nævnt i sit opslag, at hun nu er glad for de »fejl«, som hun ikke kunne holde ud at se på, da hun var 14 år gammel.

Derfor mener Irina Olsen, at Florence Pughs opslag sikkert også hander om at tage magten over sin egen krop tilbage – det, der i kropsaktivistiske kredse kaldes empowerment.

»Det er inspirerende, at hun er stolt over de ting, hun plejede at skamme sig over,« siger Irina Olsen.

Herunder ses et billede, som er et eksempel på den kropsaktivisme, som Irina Olsen omtaler ovenfor. Den omtalte »Mr. Olsen« er Irina Olsens mand, Morten »Faustix« Olsen, der er DJ.