Sex og vold i gamle dage. Gider vi det? Ja, da. I hvert fald hvis det gøres lige så godt som på Operaen

Peter Heises 131 år gamle "Drot og marsk" er et forbløffende godt værk, og nyopsætningen på Operaen er forbløffende vellykket. Det kunne ikke være meget bedre.

Forsøg på forførelse: Sine Bundgaard og Peter Lodahl i »Drot og marsk« på Operaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

Er den værd at se, nyopsætningen af »Drot og marsk« på Operaen? Gider man tage helt ud på Holmen for at overvære en 131 år gammel dansk opera, komponeret af en mand, der godt nok har et navn i dansk musikhistorie, men som i den store verdensmusikalske sammenhæng ikke fylder noget som helst?

Også i dén grad. Det er der flere grunde til. Sjældent har danske sangere på en dansk operascene gjort det så suverænt, både hver for sig og sammen. Sjældent har man oplevet en dirigent, der, som Michael Schønwandt gør det her, så indsigtsfuldt fortolker et partitur, som han tydeligvis ikke bare kender ned til de mindste detaljer, mens også elsker. Opsætningen er i det hele taget, på sine egne præmisser, tæt på det perfekte, og værket i sig selv er også forbløffende godt. Det kan ikke være meget bedre.

»»Drot og marsk« ville have været en del af kernerepertoiret på alverdens operascener, hvis den var komponeret og skrevet af tyskere eller italienere. «


Men er »Drot og marsk«, hånden på hjertet, relevant for nutiden? Både ja og nej. Operaen er ikke relevant, fordi den skildrer en liderlig, magtmisbrugende dansk konge, Erik Klipping, og hans brutale endeligt i Finderup Lade Sankt Cecilie Nat 1286.  Den indeholder ikke nogen politiske budskaber ud over det banale, at man skal opføre sig ordentligt. Men den er relevant, fordi den fortæller om det til enhver tid relevante -  sex, vold og store følelser - og det er så også noget af det meget, meget fine ved den aktuelle opsætning: De to instruktører, teaterchef Kasper Holten og Amy Lane fra hans gamle arbejdsplads Royal Opera House, har ikke vendt og vredet »Drot og marsk«, så den blev til en »relevant« nutidskommentar til Trump og fake news og  #MeToo, og hvad ved jeg. Opsætningen er derimod  loyal over for værket som det, det er: En meget menneskelig fortælling om meget menneskelige mennesker.

Ingen leflen og nemme løsninger

Og så er »Drot og marsk« altså også bare dansk musikdramatik som allerbedst. Peter Heises musik er gennemført i sin dramatiske opbygning, rig på skønne melodier og blottet for overfladisk leflen og nemme løsninger, og Christian Richardts arkaiske libretto fungerer. »Drot og marsk« ville have været en del af kernerepertoiret på alverdens operascener, hvis den var komponeret og skrevet af tyskere eller italienere. Den har niveau.

Og så tilbage til dem på scenen. Peter Lodahl er suveræn som kong Erik, overskudsagtigt syngende og med en dragende blanding af selvfedme, magtsyge, liderlighed og tiltagende vanvid, og et andet verdensnavn, Johan Reuter, har som hans modpart og banemand Marsk Stig al den pondus, der skal til. Marsk Stigs sexmisbrugte hustru, Fru Ingeborg, er krumtappen i trekantsdramaet, og jeg kan ikke huske, at jeg har hørt Sine Bundgaard bedre end her, hvor hun er hende. Og så er der Sofie Elkjær Jensen, der som dramaets andet kvindelige offer, Åse, fra begyndelsen virker præcis så ung og uskyldig, som hun er tænkt, men som også har så mange andre fine nuancer at byde på, stemmemæssigt og scenisk. Hendes Åse udvikler sig uimodståeligt.

Læg dertil den scenografi, som Philipp Fürhofer har stået for. Den matcher Anja Vang Kraghs enkle kostumer og understøtter dramaet i stedet for at stå i vejen for det. Der er nogle vægge, der kan flyttes, og på disse vægge er der høje paneler og smukke landskabsbilleder - det er verden, som Erik Klipping gerne vil se den, mens han endnu har magt over tingene. Men de vægge kan vendes, så de bliver til noget, der ligner rå beton, og det er verden, som den virkelig er: En rå og beskidt verden, hvor folk og soldater lever i en anden virkelighed. Og det er disse to virkeligheder, kongens og virkelighedens, der til sidst støder sammen, og hen imod slutningen toner også et af danmarkshistoriens mest berømte historiemalerier frem, Otto Baches billede af de sammensvorne, der rider afsted efter mordet.

Det billede er nationalromantik, så det basker, og det er »Drot og marsk« også, men den er mere end det - eller rettere: Den bliver til mere end det. Fordi »Drot og marsk« også er teater, skal værket til stadighed genfortolkes, og med en så fantastisk opsætning som den aktuelle på Operaen bliver den fortolket på en måde, så den bliver, ja, relevant. Ikke på den måde, at den kan bruges til noget »fornuftigt« eller bruges til at »sige noget om samfundet«. Men relevant på den måde, at den sætter de altid relevante følelser  i spil. Det er det, en opera kan, når den er bedst. Det er den her.

Drot og marsk.

Musik og ord: Peter Heise og Christian Richardt. Iscenesættelse: Kasper Holten og Amy Lane. Scenografi: Philipp Fürhofer. Med: Johan Reuter, Peter Lodahl, Sine Bundgaard, Sofie Elkjær Jensen m.fl. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor, dir.: Michael Schønwandt.