Kasper Holten: Det har været en sand forbandelse at være så anderledes

En kort periode gik han til fodbold. Var han der fem gange? Han husker det ikke, kun at han fandt det ligegyldigt, om han ramte bolden eller ej, det ville alligevel aldrig blive hans hjemmebane.

Han var anderledes, en enspænder. Med sit dukketeater, som han som niårig sad med hjemme på sit værelse på Østerbro. Møjsommeligt satte han værker op som Les Miserables, Lohengrin og hele Nibelungens Ring. Når han da ikke skrev sit eget operablad – i hånden – fotokopierede det og sendte det ud til venner og bekendte af familien. Også Berlingskes navnkundige anmelder Jens Kistrup fik et eksemplar sendt med posten.

»Jeg kunne indimellem føle min anderledeshed som en sand forbandelse,« husker Kasper Holten.

»Ikke at jeg blev mobbet eller følte mig udenfor, men jeg var en enspænder, og det gjorde mig genert. Den generthed, den følelse af, at identiteten og meningen nogle gange for mig lå andre steder end for de andre, medførte naturligvis en vis ensomhed.«

Mange år senere er det sket nogle gange i udlandet, at Kasper Holten står i en fremmed by til en fremmed fest og pludselig er helt blank. Han mærker et strejf af den samme gamle følelse.

»Hvordan griber jeg det her an? Hvis min identitet er arbejde, hvem er jeg så uden det? Jeg kan føle mig hensat til 1.g igen: Hvis ikke folk ved, at jeg er dygtig, hvem skal jeg så være?«

Misundelig på Lady Gaga

Det Kongelige Teaters nye chef sidder stille på en stol i sit kontor i det gamle teater. Og snakker hurtigt. Alt for hurtigt, noget, han selv indledningsvist har undskyldt. Forleden gjorde han sig ellers umage, da han var konferencier til nytårskoncerten. Bagefter spurgte han sin kone, om han ikke havde talt meget langsommere? »Joh … men kun lidt.«

Der er stadig noget drenget over Kasper Holten, også selv om han efterhånden er landet midt i 40erne. Som ung havde han, hvad han beskriver som en ærgerrig periode. Han higede efter at blive elsket for sin kunst, koste hvad det ville. Operaens vidunderdreng, som han blev kaldt.

»Jeg lå vel under for en romantisk verdensopfattelse af, hvordan det må være at blive feteret som kunstner,« siger han og mener, at vi som mennesker har en tendens til at betragte succeser udefra, når vi misunder andre deres talent, deres kunst eller deres spejlglatte Instagram-liv.

»Men hvad ved vi, om den pris, som nogle af genierne, nogle af de talentfulde eller nogle af alle de andre betaler, er det hele værd?  Jeg kunne godt være misundelig på Lady Gaga eller Lars von Trier, som begge har adgang til noget helt fantastisk som kunstnere. Men måske betaler de også en høj pris? Eller også har de en fest med det.«

I nærkontakt med Mozart

Misundelse, ambitioner, genialitet og ensomhed er der masser af, når der på fredag er premiere på skuespillet »Amadeus« på Gamle Scene. Med chefen selv som iscenesætter af komponisten Mozarts storhed og fald. Vidunderbarnet og geniet med uhindret adgang til sit talent og det overnaturligt smukke i sin musik. Den største komponist i verdenshistorien, er Mozart blevet kaldt.

»Desværre gik Mozart til sidst helt i stykker, blev ensom, ulykkelig og syg og døde som 35-årig,« siger Kasper Holten og forklarer, at det ikke kun er et stykke om Mozart, men mere om den italienske komponist Antonio Salieri, der med sin jalousi og misundelse mente, at Mozart var »infantil og håbløs i sin barnlighed med al sin pruttesnak og analfiksering«.

En misundelse, der driver Salieri helt ud på randen af vanvid.

Når Salieri knokler hårdt for sine værker, kommer Mozart legende let til sin musik og opnår langt større anerkendelse og berømmelse. Mozarts musik bliver husket, Salieris glemt.

»Der er en dualisme i stykket, hvor Mozart er i direkte kontakt til det umiddelbare i sig. Han udsætter ikke sine behov, men er barnlig, legende og kreativ i sit virke, mens Salieri er analyserende, manipulerende, kontrollerende, rationelt tænkende og ekstremt flittig og disciplineret. Større uretfærdighed findes ikke, mener Salieri.«

Hvem af de to kan du selv relatere dig mest til?

»Salieri«, svarer Holten prompte.

»Jeg har planlagt ting og forestillinger for at have kontrol og gardere mig, især indtil for ganske få år siden. Samtidig har jeg altid haft en stærkt udviklet analytisk sans, og det er ikke nødvendigvis kun en fordel, for når man er i besiddelse af en stærk analytisk sans, kan man komme til at tro, at man kan tænke sig til alt. Det kan man ikke. Så det kan også være en barriere.«

Kasper Holten ville ønske, han som barn og ung havde turdet være i lidt mere nærkontakt med Mozart – altså uden geniet, understreger han. Mere som indehaver af Mozarts barnlighed og evne til at slippe det kontrollerede.

Da Holten flyttede til London i 2011 som chef for Royal Opera House i Covent Garden, følte han sig tvunget til at se på sig selv på en ny måde. London blev på mange måder a new beginning for »drengen, der engang følte sig anderledes og gerne ville være som alle de andre«.

»Jeg begyndte at stille mig selv nogle af livets store spørgsmål, både personligt som »hvem er jeg?«, men også professionelt.«

Han forsøgte at give mere slip på kontrollen. Over sig selv og sine iscenesættelser. Forinden havde han opdaget, at jo mere der var på spil, jo mere krævende forestillinger han skulle iscenesætte, desto mere forberedte han sig for at helgardere sig mod en fiasko. Mod at skuffe, når han nu fik lov til at spise kirsebær med de største i verden. Mod at hans bluff ville blive afsløret. Og mod de hårde britiske anmeldere.

»Men jeg fandt ud af, at al min forberedelse og kontrol ikke var proportional med, hvor god forestillingen blev. Og at jeg i stedet censurerede min egen kreativitet og udfoldelse. For det handlede jo i virkeligheden mere om forfængelighed, om at ville være en succes på Salieri-måden, end om at turde lytte til min egen indre stemme.«

Så Kasper Holten begyndte at eksperimentere med nogle bevidste kortslutninger, hvor han tvang sig selv til ikke at være så styrende. Hvor han fik det til at eksplodere noget mere og løb risikoen for at ende i kaos. Han begyndte at stole på sin egen »uforberedthed« og tvang sig selv til at reagere mere intuitivt i nærværet inde i prøvesalen. Det gav forestillingerne mere ægthed, mere intensitet og mere ærlighed.

»Så længe Kasper Holten er chef, er det alt sammen noget lort«

»Det er først, når jeg ikke er så forhippet på at lykkes, at jeg måske faktisk lykkes. Når jeg giver slip på min forfængelighed og ikke rent mentalt har inviteret hele Reumert-komiteen med ind i prøvesalen, at tingene måske lykkes. I London fik jeg modet til at sige: Nu er det fandenfløjteme mig, der laver denne her iscenesættelse med alle de røvfulde, det kan give mig.«

Og publikum blev indimellem vrede. Han fortæller om en tilskuer, der havde set Holtens opsætning af »Don Giovanni«, og som på twitter skrev: Jeg kommer aldrig mere i Royal Opera, så længe Kasper Holten er chef, det er alt sammen noget lort.

Jeg skrev tilbage til ham, at det var jeg da ked af at høre, men at »Well, as an artistic institution it is important to take risks.« Hvortil manden svarede: »Risk is fine, as long as you succeed with it.«

Skal Kasper Holten pege på en særligt intens periode i sit liv, bliver det netop London. Det var også her, han fik sine to piger, Anna og Ida på i dag seks og tre år.

Men i London følte han også ærgerrigheden, der var forbundet med de tårnhøje ambitioner, han havde som operachef. En ærgerrighed, som måske kommer af angsten for, at tiden løber ud. At han en dag pludselig ikke er her mere, en angst for døden, men måske først og fremmest for, at samme død medfører meningsløsheden – at det alt sammen kunne være lige meget. Som andre mennesker slås han med den tanke, at vi skal dø, og at der er en tidsbegrænsning.

»Der er en rød tråd i det, jeg laver, og i den måde, vi som mennesker tackler det faktum på, at vi en dag ikke er her længere.«

Det gav masser af mening at være blevet far og at elske pigernes mor. De var det vigtigste, det er de stadig.

»Min ærgerrighed kom måske i en fase af mit liv, hvor jeg ønskede at ophæve følelsen af meningsløshed ved at blive berømt – og dermed på en måde udødelig. Men måske har jeg lært, at meningsløsheden jo i virkeligheden tværtimod ophæves, når jeg tør være til stede, bruge min intuition og ikke handler ud fra min forfængelighed og noget andet, som ligger uden for selve meningen her og nu.«

Jeg laver ikke kunst, fordi jeg gerne vil elskes

I årene før London havde Kasper Holten et billede af sig selv som den pæne dreng, der gerne ville please alle omkring sig.

»Men det gik op for mig, at det passer jo ikke. Jeg laver ofte forestillinger, som sætter rav i den. Jeg laver ikke kunst, fordi jeg gerne vil elskes, men fordi jeg har noget, jeg gerne vil sige. Fordi jeg prøver at udtrykke noget ærligt om livet, om verden. Med det resultat, at publikum og anmeldere nogle gange måske elsker det, men andre gange bliver rasende. Hvis jeg kun lavede kunst for at blive elsket, ville jeg nok have gjort mig noget mere umage for at please. Men hemmeligheden er måske, at man i virkeligheden kun har en chance for at please publikum en gang imellem, hvis man ikke prøver alt for meget på netop at gøre det.«

I »Amadeus« vil Salieri være en verdensberømt kunstner. Feteret, hyldet, anerkendt og elsket for sit store talent.

Er der en pris, er han villig til at betale den. Også den højeste: at blive ulykkelig. Bare han kan få lov til at mærke det bløde, behagelig sus fra berømmelsen. Han lever med sin brændende ambition, men ædes op af at se Mozart få al den succes, han selv længes efter.

»Det er jo et fuldstændigt forrykt ønske og et totalt forkvaklet syn på ens liv. For hvis man nu går hen og bliver ulykkelig, hvad er berømmelsen så værd, når man ikke kan mærke den? Det er en ligning, der aldrig nogensinde går op, den æder ligesom sin egen hale.«

For nogle år siden havde Kasper Holten en diskussion på Det Kongelige Teater om en ung, talentfuld mandlig balletdanser. En danser helt i særklasse.

»Men han blev ikke lykkelig af at danse, det var helt tydeligt, tværtimod. Skulle han ikke bare have lov til at spilde sit kæmpestore talent og i stedet gå ud i verden og nyde livet? Skulle han tvinges til at knokle, velvidende at balletdansere presser sig selv hårdere end nogen andre kunstarter – og at de er færdige, når de er 40? Skulle en udvalgt fyr som ham føle sig forpligtet til at dele sit unikke talent med menneskeheden?«

Kasper Holten tøver med selv at svare på de spørgsmål, han netop har stillet.

»Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke. Der er vel ikke et entydigt svar. Men jeg synes, det er bekymrende, hvis vi i alt for høj grad kun ser på mennesket som et middel til at opnå noget andet – økonomisk vækst for eksempel. Så bliver det tilbage til en gammel protestantisk slavemoral, hvor lykken findes i det hinsides. Vi skal alle sammen have det hårdt, mens vi knokler og knokler, for til sidst at få belønningen. Det sidder dybt i os. Som nordiske protestanter, for hvem det skal gøre ondt, før det kan gøre godt. Nogle kunstnere synes, de skal grave en tunnel med en teske, før de føler sig fortjent til en belønning, ellers er det ikke rigtig kunst. Eller et rigtigt liv.«

Det smukke i ensomheden

Kasper Holten har ikke gravet tunneller. Men mange år efter, at han sad hjemme på sit drengeværelse og satte operaer op på sit dukketeater, fandt han ud af, at det, som netop gav ham de ekstra point, og dér, hvor han virkelig kunne slå igennem og markere sig, var på sin »anderledeshed«.

»Med tiden er jeg blevet et meget socialt menneske, men jeg har også lært, at det sagtens kan leve side om side med »anderledesheden«. Jeg taler meget, holder foredrag og omgås mange mennesker. Men for mig er der stadig noget smukt i ensomheden. Jeg kan stadig lide at være alene og dyrke min ensomhed med alle refleksionerne. Der er et sted inde i mig, som kun er for mig,« siger Kasper Holten og banker let på sin brystkasse.

Han var den yngste gennem hele sin skoletid, også i gymnasiet, og endte med at få et af landets højeste gennemsnit til studentereksamen i 1991 på Niels Steensens Gymnasium. Men at træde socialt i karakter følte Kasper Holten var alt andet end let. Han var nervøs til festerne og stolede i de vigtige formative år ikke på, at han kunne navigere mellem kammeraterne, når han ikke havde de sociale redskaber, der skulle til. Han oplevede, at han var faret vild.

Af sine forældre havde han fået al den plads, de kunne give ham, til at være anderledes. De lod ham dyrke »det dér lidt mærkelige opera«.

»I mit barndomshjem havde vi ikke fjernsyn, et bevidst valg fra mine forældre, så der var tid og rum nok til at udfolde sine interesser og højt til loftet i forhold til at gøre det, min bror og jeg havde mest lyst til.«

Det er han taknemmelig for i dag. For de sidste 10-20 år har vi tænkt på os selv som forbrugere, der hele tiden skal have opfyldt nogle behov, mener han.

»Vi er storforbrugere af alt muligt og tror på, at det meningsfulde liv venter lige rundt om næste hjørne, et liv, som kan bringe varmen lidt tilbage i kroppen. Men hvis vi hele tiden tænker på os selv som forbrugere, bliver vi også forbrugere af tid, af liv og af andre mennesker.«

Ifølge Kasper Holten kan vi derfor forvente et kraftigt modtryk. Det nye sort bliver:

»Hvorfor?«

Et lille og næsten barnligt ord. »Hvorfor må jeg ikke få en is?« Men også et stort og krævende ord, som vil tvinge os til at definere vores relevans i hele dens grundsubstans, mener han. Både som mennesker og som samfund.

»Vi skal tilbage til, at man tør spørge sig selv: Hvorfor lever jeg, som jeg gør, hvorfor bruger jeg så meget tid på arbejdet, hvorfor er jeg gift med ham eller hende, hvorfor vil vi skabe et samfund, der fungerer sådan og sådan. Hvorfor vil jeg overhovedet dyrke mit talent, min kunstart, og hvorfor skal vi overhovedet have en nationalscene? (Det sidste mener jeg nok at kunne give svaret på, haha.)

Men det er som at åbne Pandoras æske at tage chancen for at blive chokeret over de svar, vi kan få, når vi først kommer ned i dybden under de mest indlysende selvfølgeligheder i en søgen efter en mening med det hele.«

Hvorfor tror du, at »hvorfor?« bliver det nye sort?

»Fordi vi har fået nok af at tro, at livet handler om at få styr på tingene – at definere livet ud fra det, vi kan måle, som jo er nogle udvendige målinger, både privat og på arbejdet. Naturligvis skal vi have styr på tingene, men det skal jo sætte os i stand til at gøre det, vi drømmer om, og ikke blive et formål i sig selv: Pulsmålinger, kompetencemålinger, planer, tal og ord, som kan få verden under kontrol. Vi risikerer at ende med at ville standardisere mennesket, ensrette det, så det passer bedre ind i planerne, ikke omvendt. Vi skal have mod til at stille de svære spørgsmål.«

Den tiltagende ensretning mener han gælder, fra børn i dag er helt små. I et samfund, hvor vuggestuebørn skal have nogle ganske bestemte kompetencer jævnfør et skema, når de er præcis to år og ti måneder gamle, for at kunne komme videre i børnehave.

»Alt i alt et samfund med mindre plads til at gå baglæns, stå på hovedet eller have en omvendt adfærd. Og måske også til at udklække nye genier og kunstnere. Men der er også et paradoks. For samtidig tilbeder vi jo idolerne, der netop skiller sig ud. Jo mere mærkelig Lady Gaga bliver, jo mere interessant og fascinerende. Så der er også en dobbelthed i vores tid og noget, der stritter i to meget forskellige retninger.«

I London var der en dobbelthed i Holtens eget liv. Noget, der strittede og ikke hang sammen. Han levede to-tre uafhængige liv, uden mulighed for at få dem til at blive til ét liv. Han ville gerne ned på bare halvandet liv.

»I England blev jeg kaldt for en »wet wipe«, en vådserviet, fordi der i England stadig er sådan en macho-ting med mænd og deres karrierer, og hvad er det for noget med barselsorlov ...

Men at være operachef, rejse rundt i verden og samtidig have familie med små børn, det duede bare ikke for mig. Og når man taler om at betale en pris for sine kunstneriske ambitioner, så blev det i høj grad min kone, der gjorde det. Ligeledes oplevede jeg, hvordan min ældste datter, Anna, begyndte at blive påvirket af at rejse frem og tilbage mellem København og London. Jeg kunne se, at også Anna var begyndt at betale prisen for mine valg og mine ambitioner. Hun var blevet så stor, at hun var begyndt at få venner, og der var for mange opbrud.

Det var den udløsende faktor for, at vi måtte træffe nogle beslutninger om, hvad der var bedst for vores børn. Det lyder lidt helligt, når man formulerer det sådan, og mine børn har ved gud lidt afsavn, fordi jeg har været så meget væk. Det gør de stadig, men ikke i samme grad.«

Han har kendt mange, især lidt ældre end ham selv, der har sagt:

»»Da mine børn var små, havde jeg ikke tid til dem. Nu har de ikke tid til mig.«

Sådan skal det ikke ende for Kasper Holten. Også på det punkt ønsker han at være det, han altid har været: Anderledes.