Når Michael Schønwandt 23. marts står på dirigentpodiet i Den Kongelige Operas opførelse af »Drot og Marsk«, er det næsten på dato 40 år siden, han debuterede som dirigent for Det Kongelige Kapel.
Samtidig er Peter Heise og Christian Richardts opera fra 1878 den første forestilling, han og Kasper Holten sætter op sammen, siden de begge forlod Det Kongelige Teater i 2011 efter næsten 12 års parløb, der for mange står som et højdepunkt i Den Kongelige Operas historie.
Skulle man have en forventning om, at det giver Schønwandt bare et lille stik af vemodig nostalgi, kan man imidlertid godt tro om igen.
»Selvfølgelig er det dødhyggeligt at være tilbage i huset og se en masse mennesker igen, som jeg kender. Det Kongelige Kapel har været en meget vigtig del af mit liv, som man ikke bare lige glemmer. Men nostalgisk er det ikke,« siger han, da vi mødes i Operaens orkesterfoyer.
»Musikken udvikler sig hele tiden, jeg selv er ikke den person, der gik ud ad døren i 2011, og Det Kongelige Teater er ikke Det Kongelige Teater, jeg forlod for otte år siden. Det er en anden konstellation, stjernerne står anderledes. Men det er jo også det, der gør det spændende.«
Samarbejdet med Kasper Holten ser han frem til - selvom det bliver af mindre omfang, end det oprindeligt var planen. I mellemtiden er Holten blevet teaterchef og har måttet overgive en del af opgaven til sin instruktørassistent, Amy Lane, som han har haft med fra Covent Garden i London.
»Men det gør ikke noget. Kasper og jeg arbejder altid lang tid i forvejen, så hele grundlaget for forestillingen ligger allerede klar. Og vi kender hinanden så godt, at der ikke skal siges mange ord, før vi ved, hvor den anden vil hen,« siger Michael Schønwandt.
Han glæder sig også til arbejdet med Peter Heises musik, som han for en snes år siden indspillede med DR SymfoniOrkestret.
»Det er et utroligt godt opera-partitur, som fortæller historien med en dramatisk nerve, som både scenisk og musikalsk er enestående i dansk musik. Det gør efter min mening »Drot og Marsk« til en af de vigtigste danske operaer,« siger han og tilføjer:
»Desuden handler den jo om et helt afgørende øjeblik i dansk historie, måske det tidspunkt, hvor vi har været tættest på en dansk borgerkrig - eller revolution.«
Det er mordet på kong Erik Klipping i Finnerup Lade i 1286, der er operaens omdrejningspunkt. Men selvom det er næsten 800 år siden, og de autentiske kilder til, hvad der rent faktisk skete, er sparsomme, er det stadig en stærk historie, som man sagtens kan spejle nutiden i, mener Michael Schønwandt.
»Den handler jo dybest set om det enkelte menneskes forhold til at have magt. Om vigtigheden af at erkende det etiske og moralske ansvar, der følger med magten - og de frygtelige konsekvenser, det kan have, hvis man ikke har den erkendelse,« siger han.
Musikken udvikler sig hele tiden, jeg selv er ikke den person, der gik ud ad døren i 2011, og Det Kongelige Teater er ikke det kongelige teater, jeg forlod for otte år siden
Når Michael Schønwandt står på dirigentpodiet, er det lige så meget det, der foregår på scenen, som noderne i partituret, der afgør hans direktion.
»Der er en løbende dialog mellem musikken i orkestergraven og det visuelle på scenen. Man påvirker hinanden frem og tilbage,« siger han.
»Jeg har en fuldstændig klar linje med, hvad jeg gerne vil fortælle gennem orkestret. Og jeg glæder mig til at spille Heises musik med det orkester, den jo oprindelig er skabt til, men hvor jeg vil tro, at langt de fleste, som er i orkestret i dag, aldrig har spillet den. Det er arvegodset, som kommer frem og skal pudses af på en ny måde. Vi spiller jo heller ikke Mozart i dag, som vi gjorde for 30 eller 50 år siden. Verden er anderledes, smagen er anderledes, og musikken er altid i bevægelse.«
De 11 år, hvor Michael Schønwandt som chefdirigent og musikchef og Kasper Holten som operachef stod i spidsen for Den Kongelige Opera betragtes af mange som en helt unik, gylden periode. Michael Schønwandt er ikke uenig:
»Der var mange stjerner, der stod rigtigt i den periode. Vi havde et fantastisk sangerhold på det tidspunkt. Og selvom der er 20 år mellem Kasper og mig, tror jeg, vi var gode sammen.«
Åbningen af det nye operahus på Holmen i 2005 gav også nogle unikke muligheder, som parret udnyttede til en række spektakulære opsætninger. Michael Schønwandt glæder sig ikke mindst over den samlede opsætning af Wagners »Ringen« - »den er jeg rasende lykkelig for« - Richard Strauss’ »Elektra« samt »Die Frau ohne Schatten« - også af Strauss - som var Holtens og Schønwandts afskedsforestilling i 2011.
»Huset her har haft stor betydning for den positive udvikling i Det Kongelige Kapel. Selve orkesterklangen er klart bedre end på Gamle Scene, og det har givet en anden forståelse af det at være orkester. Det er et meget velspillende orkester i dag, ikke mindst takket være de fysiske rammer,« siger han.
Alligevel - eller måske netop derfor - er han frustreret over det store uforløste potentiale i de fysiske rammer.
»Hele ideen med at bygge det her hus var jo at kunne spille opera på højeste niveau. Men de grimme sparerunder, som ikke bare Det Kongelige Teater, men hele dansk kulturliv har været igennem, gør, at man hele tiden må sætte en masse plaster og lapper på. Så det niveau, man signalerede i begyndelsen, er vi i dag langt fra,« siger han.
»Det Kongelige Kapel skulle have været på 145-50 musikere og ikke 104, som i dag. Og Operakoret, som i dag er skåret ned til 40 sangere, skulle have været på 72. Hele begrundelsen for at bygge dette hus, nemlig at spille de store operaer, som komponisterne havde tænkt dem, og som man ikke kunne på Gamle Scene, den er væk. Det bebrejder jeg ikke nogen her i huset, de knokler som små heste for at få det til at fungere. Det er en politisk beslutning, som man bare må tage ad notam.«
Michael Schønwandt har aldrig været bleg for at sige sin mening, også når den gik Roma midt imod.
Efter afskeden med Det Kongelige Teater blev han chef for Den Hollandske Radios Kammerfilharmoni. Men der gik kun 20 dage, fra han var tiltrådt, inden den hollandske regering besluttede at lukke orkestret som led i planerne at privatisere næsten alle landets klassiske orkestre. Det fik Schønwandt til at afslutte sin åbningskoncert med en følelsesladet appel fra dirigentpodiet til publikum om at protestere mod regeringens planer.
Selv valgte han at blive på posten i de næsten tre år, inden dødsdommen over orkestret blev eksekveret.
»Jeg kunne have spillet den store dirigent og sagt, at når det skal være sådan, så går jeg igen. Men det ville have været at svigte de mennesker, der havde valgt mig. Det var musikerne, der havde peget på mig, og den tillidserklæring ville jeg ikke svigte,« siger han.
»Så jeg tog tre år med dem, skønne, spændende - og frustrerende år, fordi vi alle vidste, at i sommeren 2013 var det slut«
Hele begrundelsen for at bygge dette hus, nemlig at spille de store operaer, som komponisterne havde tænkt dem, og som man ikke kunne på Gamle Scene, den er væk
Siden 2015 har Michael Schønwandt været chefdirigent ved Opéra et Orchestre National de Montpellier i Frankrig. Og det job er han lykkelig for.
»På en eller anden måde går tingene op i en meget højere enhed for mig dernede. Det er et orkester, et hus og en by, der virkelig VIL mig,« siger han.
»Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke længere har de store ambitioner på egne vegne. Men jeg har enorme ambitioner på musikkens vegne i forhold til, hvad den levende musik betyder i et samfund. Vi lever jo i en verden, hvor man dårligt kan finde et sted, hvor der ikke kværner musik ud af en skærm eller højttaler. Det skaber en afstand. Men at skabe et rum, hvor mennesker kommunikerer til dig gennem levende lyd, det skaber fællesskab.«
Derfor arrangerer operaen i Montpellier udover almindelige symfonikoncerter også f.eks. hjemløsekoncerter, koncerter for studerende - »med fuldt klassisk program, men hvor stemningen er som til en rockkoncert« - og koncerter med andre kulturers musik, f.eks. arabisk, katalansk eller indisk, fortæller han.
»Det optager mig meget at placere musikken i det samfund, den er i. Montpellier er en gammel universitetsby, hvor næsten en fjerdedel er studerende, vi har mange indvandrere og mange hjemløse, der sover på gaden. De skal også have mulighed for at høre den levende musik. Det har givet os et kæmpe publikum. Og det er en meget lykkelig oplevelse.«
Michael Schønwandt er netop fyldt 65, men har foreløbig ingen planer om at drosle ned for arbejdet. Udover chefjobbet i Montpellier gæstedirigerer han i en række af Europas store opera- og koncerthuse - i bl.a. Wien, Bruxelles og Paris, hvor hans næste store opgave er »Boris Godunov« på Pariseroperaen til næste år.
Men han bor fortsat i Valby sammen med sin hustru, pianisten Amalie Malling.
»Selvfølgelig er det meget et sigøjnerliv, jeg lever. Men det er jo på første klasse, så jeg skal ikke klage,« siger han. »Jeg er utrolig privilegeret. Og når man er kommet så langt og har de muligheder, som jeg har, er det jo også netop en forpligtelse af kigge ud over sin egen næsetip.«
