Sådan tackler du coronakrisen med stoisk ro: Erkend, at du skal dø, og at det hele ikke handler om dig

Fokuser på det, du kan kontrollere, og erkend uden angst, at du alligevel skal dø. Det er nogle af hovedpointerne fra den antikke filosofi stoicismen, som kan give en rettesnor til, hvordan vi mentalt kommer bedst igennem en tid, hvor coronavirussen ændrer alt.

»Man skal følge myndighedernes anvisninger, men man skal ikke bekymre sig for meget over situationen. Bekymringerne gør ikke nogen forskel,« siger forfatter Niels Overgaard, der har skrevet bogen »Det hele handler ikke om dig – Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening«. Han forsøger lige nu at fastholde principperne fra stoicismen i en hverdag, der er præget af coronavirussens indtog i vores hverdag. Thomas Lekfeldt

Nok har det været vanskeligt for det moderne menneske at navigere i en omskiftelige verden, der med teknologiske og videnskabelige landvindinger har gjort det muligt altid at være arbejdstilgængelig og meget sjældent arbejdsutilgængelig. Men lige netop nu bevæger det moderne menneske sig ud i ukendt farvand. Coronavirussen inficerer ikke kun hals, led og luftveje. Den sætter sig også i hovedet med tanker, der kan være uhensigtsmæssige.

Forfatter og journalist Niels Overgaard fandt en bedre måde at leve sit liv på ved at læne sig op ad stoicismen. En filosofi, der trækker tråde tilbage til de første store tænkere i Grækenland for mere end 2.000 år siden. Det har han skrevet om i bogen »Det hele handler ikke om dig – Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening«.