Ny Carlsbergfondet klar med 30 millioner til kunstmuseer i krise

Ny Carlsbergfondet er klar med 30 millioner kroner, der er øremærket til landets kunstmuseer, der er hårdt ramt af coronakrisen.

Ny Carlsbergfondet er klar med millioner til trængte kunstmuseer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Coronavirussen har sendt det danske kulturliv helt i knæ. Alle landets kulturinstitutioner er ramt af lukninger, aflysninger og en uvished om, hvad fremtiden byder på rent økonomisk.

Som en håndsrækning specifikt til kunstmuseerne afsætter Ny Carlsbergfondet derfor nu en ekstraordinær pulje på 30 millioner kroner, der skal bidrage til at få kunstmuseerne på fode igen.

Lige nu forsøger man i kulturlivet at sikre kulturinstitutionernes overlevelse. Det sker via dialog med stat og kommuner med henblik på at finde politiske løsninger, der forventes at kunne kompensere museerne på lige fod med det øvrige erhvervsliv, hvor regeringen har etableret flere hjælpepakker.

I Danmark støttes kunstmuseerne af stat, kommuner og fonde i fællesskab, og i den anledning har Ny Carlsbergfondet besluttet at give museerne en ekstraordinær håndsrækning, som består af en pulje på 30 millioner kroner, som kunstmuseerne selv skal søge. Midlerne skal bruges til at gennemføre de programmer, der skal tiltrække gæsterne, når museerne åbner igen.

Christine Buhl Andersen, formand for Ny Carlsbergfondet

»Som fond er det vores opgave at virke til gavn for kunsten og kendskabet til kunst i Danmark.«


»Vi forventer, at der fra politisk side laves tiltag, der i væsentligt omfang kompenserer de ramte museer, som udgør en vigtig del af dansk kultur- og erhvervsliv. Vi har været i dialog med branchens aktører, og vi vil fra vores side gerne bidrage til, at kunstmuseerne kan genåbne med deres planlagte programmer og forhåbentlig derved genindtage deres væsentlige rolle i det danske samfund. Som fond er det vores opgave at virke til gavn for kunsten og kendskabet til kunst i Danmark,« siger formand for Ny Carlsbergfondet, Christine Buhl Andersen, i en pressemeddelelse.

Går ikke ud over det almindelige arbejde

Ønsker museerne at søge fonden, er der i den specielle anledning slækket lidt på kravene. Midlerne fra den ekstraordinære pulje vil ikke være underlagt samme betingelser, som fondens midler normalvis medfører.

»Når det gælder midler fra den ekstraordinære pulje, så vil de være præget af en høj grad af fleksibilitet. Vi vil i mindre grad forholde os til, om pengene går til den ene eller den anden type udgift, blot vi kan hjælpe museerne til at gennemføre deres programmer. Vigtigst er, at støtten bidrager til, at kunstmuseerne hurtigst muligt kommer op på samme niveau som inden krisen,« siger Christine Buhl Andersen.

Christine Buhl Andersen understreger samtidig, at puljen på de 30 millioner kroner kan muliggøres på grund af »et historisk højt afkast fra Carlsberg A/S«. Det betyder, at den ekstra indsats over for kunstmuseerne ikke kommer til at gå ud over andre støtteområder og aktører i den dansk kunstverden, som Ny Carlsbergfondet også samarbejder med.