Rasmus Paludan overvejer injuriesag mod chefredaktør

Den racismedømte islamkritiker Rasmus Paludan mener, at der er tale om en »æreskrænkende injurie«, når Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, kalder ham »nazist«.

Rasmus Paludan fra Stram Kurs overvejer sagsanlæg mod Martin Krasnik. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Efter at kritikere har fået rettens ord for, at det er lovligt at kalde ham racist, bliver et nyt sagsanlæg nu overvejet af Stram Kurs-leder, Rasmus Paludan.

Weekendavisens ansvarshavende chefredaktør, Martin Krasnik, har i en leder betegnet Rasmus Paludan som »nazist«.

»Et fascistisk parti står på stemmesedlen. Det er ikke sket siden 1939, og det alene er en milepæl. Tiden var en helt anden, men folk der kan huske dét valg, har muligvis grundet over den slående lighed mellem Frits Clausen og Rasmus Paludan. Sådan ser danske nazister altså ud,« skriver Martin Krasnik.

Chefredaktøren tager et forbehold i sin leder for, at 2019 ikke er 1939, og ser også ideologiske forskelle på Paludan og nazismen.

»Nazismens bidrag til fascismen er det ideologiske jødehad, men skifter man jøder ud med muslimer, består Paludan til fulde prøven,« skriver Martin Krasnik.

Rasmus Paludan kalder overfor Berlingske sammenligningen »latterlig« og en æreskrænkende injurie, som, han ikke mener, der kan føres sandhedsbevis for.

»For det første er jeg ikke socialist, så derfor kan jeg ikke være nazist. For det andet har jeg altid taget skarpest muligt afstand fra nazisme, og blandt andet foranlediget, at hvis man er eller har været nazist, så kan man slet ikke være medlem af Stram Kurs. Jeg har altid støttet homoseksuelle og jøder i Danmark, og det er mig bekendt heller ikke et særligt nazistisk standpunkt,« siger Rasmus Paludan.

Som argument for sin påstand bruger Martin Krasnik blandt andet Paludans ønske om at deportere muslimer, og at børn af blandede par skal sorteres efter antallet af »rene« bedsteforældre. Paludan afviser, at det skulle være udtryk for racisme eller nazisme:

»Jeg tager kategorisk afstand fra at inddele folk i racer. Jeg har sagt, at etnisk danske personer skal være dem, der primært skal bo i Danmark. Etnicitet defineres af normer, værdier, religion, sprog og kultur. Så er det rigtigt, at afstamning også spiller en rolle som en af flere faktorer. Det er ikke banebrydende mærkeligt at antage.«

Er det ikke en hårfin forskel i denne sammenhæng at skelne mellem etnicitet og at tale om race?

»Nej, jeg bedømmer ikke folk på hudfarve, men jeg har sagt, at danskere ligesom andre nordboere stammer fra de germanske stammer. Det er jo et antropologisk faktum, og så har jeg bare sagt i en større vurdering af sådan et etnicitet, der indgår afstamning som et element. Og en definition af dansk afstamning kan for eksempel være, at man har to etnisk danske bedsteforældre,« siger Rasmus Paludan.

Weekendavisens ansvarshavende chefredaktør, Martin Krasnik, tager Rasmus Paludans trussel om en injuriesag roligt.

»Jeg kan ikke se, hvordan min påstand kan være injurierende. Man kan jo sagtens udpege alle mulige elementer i nazismen, som Paludan ikke er enig i: at han ikke har noget imod jøder og homoseksuelle eller ikke vil udvide Danmarks lebensraum. Men den helt væsentlige del af nazismen er jo den ideologiske opdeling af mennesker efter deres afstamning, som det kommer til udtryk i Nürnberglovene. Og i den henseende er det nøjagtig samme menneskesyn, som Rasmus Paludan udtrykker, uanset hvordan man end vender og drejer det,« siger Martin Krasnik.

Hvorvidt Rasmus Paludan og Martin Krasnik faktisk ender i retten, afhænger af Stram Kurs-lederens taktiske overvejelser, og Rasmus Paludan påpeger, at han ifølge injurieloven har seks måneder at overveje et søgsmål i.

»Det taler for, at hans udtalelse om mig er åbenlyst strafbar. Men det taler imod et sagsanlæg, at det ville gøre ham til en vigtigere person, end han er. Det er altid det springende punkt i injuriesager,« siger Rasmus Paludan.