Som forsker er han vant til at blive suget helt ind i sine projekter. Han er til gengæld ikke vant til, at hele omverdenen samtidig er suget med ind.
Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og en af forskerne bag de såkaldte HOPE-rapporter, der løbende kortlægger danskernes adfærd under coronakrisen. Han fortæller, at den intensive opmærksomhed og offentlige dialog omkring rapporterne ikke er noget, han er vant til.
»Det er ikke så anderledes, at forskningsprojektet har krævet, at vi satte alle sejl til. Forskning er altid præget af en brændende ild om at måtte til bunds, så på den måde er det business as usual. Men normalt, når jeg bedriver forskning, er det ikke noget, der har offentlighedens bevågenhed, mens det pågår,« siger Michael Bang Petersen.
Han kender alle sving på det sidste års kurver for smitte og opmærksomhed. Han har set, hvordan danskerne har udvist varierende grader af lydighed over for restriktioner. Og så er han det sidste år blevet overrasket over graden af, hvor meget vi kan hanke op i os selv, når vi skal.
»Når man træder et skridt tilbage og får det store perspektiv, kan vi godt klappe os selv på skulderen som samfund og sige, at vi faktisk har håndteret det godt,« siger han.
Datoen 11. marts 2020 kalder forskeren for »startskuddet til en af de største adfærdsændringer i verdenshistorien«. Han beskriver, hvordan der for et år siden skete en enorm kollektiv mobilisering. Det selvsamme kollektive projekt begyndte langsomt at gå i opløsning, da vi »slappede mere af« over sommeren, men da smitten »stak af« i slutningen af november sidste år, kom der igen et enormt adfærdsskifte.
»Vi har set, at når smitten går op, strammer vi op, og når den går ned, løsner vi op, Det betyder, at vi får en smittekurve, der bølger op og ned. Nu er vi så tilbage, hvor vi var i forsommeren, hvor vi begynder at have politiske diskussioner om, hvem der skal genåbne,« siger Michael Bang Petersen.
Information kan rejse lynhurtigt i en højteknologisk verden som vores. Det har naturligvis været en stor fordel i denne situation, understreger han.
»Tidligere, når pandemier har ramt, har man først reageret, når de døde lå på ens dørtrin. Her har vi helt bogstaveligt kunne reagere på de døde i Wuhan og Bergamo.«
For nogen vil denne tid have slået skår i tilliden mellem borger og stat. Det her er en ekstremt langvarig krise. En krise hvor staten optræder på en enormt indgribende måde, og hvor vi skal ændre adfærd helt ind i vores private liv. Det er der nogen, der reagerer kraftigt på.
En forankring i fremtiden
Det seneste års omlægning af vores adfærd vil have længerevarende betydning, siger Michael Bang Petersen. Også når restriktioner og nedlukning er mere eller mindre fortid. Tager han politologhatten på, peger han på to måder, det kan forankre sig i danskerne. Den ene er en oplevelse af, at tilliden til staten er blevet styrket, og at man som borger har oplevet, hvor robust det danske samfund er. Den anden er omvendt, at tilliden har fået nogle knubs. 25 procent af danskerne er nemlig bekymrede for deres demokratiske rettigheder, viser den seneste HOPE-rapport.
»For nogen vil denne tid have slået skår i tilliden mellem borger og stat. Det her er en ekstremt langvarig krise. En krise hvor staten optræder på en enormt indgribende måde, og hvor vi skal ændre adfærd helt ind i vores private liv. Det er der nogen, der reagerer kraftigt på,« siger Michael Bang Petersen.
Kontrasten mellem den forseglede og den forsømte tillid kan ses i samfundet allerede nu, forklarer han. Det bunder ifølge ham i en splittelse i den grundlæggende fortolkning af det seneste år. Han peger på demonstrationer som det mest radikale udtryk for den skadede tillid.
Kan de to meget forskellige fortolkninger have en polariserende effekt på længere sigt?
»Det tænker jeg, at det kan. Man skal ikke bilde sig ind, at det ikke er en voldsom krise, selvom det er en krise, hvor vi ikke gør andet end at være derhjemme. Den er både langvarig og ekstremt indgribende, og derfor har den potentiale til polariserende effekter. Den stress, man oplever i bekymringer for økonomi, venner, familie og så videre, kan ifølge vores forskning skubbe i en radikaliseret retning. På den måde vil det polarisere. På den anden side er det gode, at Danmark har et godt udgangspunkt, fordi vi har meget tillid og et konsensusorienteret demokrati. Men vi har lært, at de ting kan man ikke tage for givet. Dem skal man aktivt forholde sig til og spørge, »hvordan kommer vi ud på den anden side af den her krise på en måde, så vi ikke bare har folkesundhed, men også relationerne intakt, både borgerne imellem og mellem borgere og stat.«
