Professor om filmskoleballaden: »Det er ikke den rigtige måde at anskue kunst på«

Debatten om Den Danske Filmskole rejser principielle spørgsmål om kunstuddannelserne. En tysk professor hævder, at tilpasningen til europæiske undervisningsstandarder er en industriel måde at opfatte kunst på. Rektorerne på de højere danske kunstuddannelser er klart uenige.

sddfs
Filmskolen er den sidste kunstneriske uddannelse i landet, som ikke er blevet akademisereret og opdelt i bachelor- og kandidatdele. Men filmskolen er og bør forblive uden for det system, siger eleverne. Her er lederen af filmskoleelevernes oprør, Andreas Sandborg, fotograferet på skolen i en filmkulisse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

På Den Danske Filmskoles facade hænger små papirflag fra gårsdagens demonstration, hvor eleverne symbolsk begravede deres egen skole. Hvert flag bærer et bogstav, men da en del af skiltene er blæst væk, står der nu bare »Bevar films« og ikke »Bevar filmskolen«.

Men det er også netop deres »films«, som det handler om for de utilfredse elever. De har gennem de seneste uger protesteret mod skolens rektor Vinca Wiedemann, der arbejder for skolens tilpasning til den fælleseuropæiske uddannelsesstandard, også kaldet Bologna-deklarationen.

Denne tilpasning betyder blandt andet, at man vil lade filmskolen overgå til samme bachelor-kandidat-struktur som blandt andre Det Kongelige Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium og Scenekunstskolen. Samtidig pålægges skolen en række forandringer, der skal give dimitterede studerende samme akkreditiver som tilsvarende filmskoler i udlandet. Det kan ifølge eleverne betyde, at uddannelsen akademiseres og bliver tvunget til at nedprioritere den tid, som de har til rådighed til at lave deres kunst – det vil sige deres film.

»Der er ikke som sådan noget galt med evaluering og synliggørelse af viden, men man ændrer jo ikke på vægten af en given ting ved blot at veje den. Og det er fint at kunne sætte ord på sin kunst, men der opstår et problem, hvis den proces bliver det vigtigste mål,« siger tonemesterelev på filmskolen Andreas Sandborg, der har været talsmand for de oprørske elever.

Filmskolen står over for en stribe studieplanstekniske forandringer (se boks), men elevernes protest rejser også en række principielle spørgsmål. Kan man blive en bedre kunstner af andet end at praktisere sin kunst? Er det nyttigt for en kunstner at kunne beskrive og formidle sin egen kunst?

Oprøret blandt filmskolens elever rejser spørgsmålet om kunstens endegyldige formål. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Michael Huber er professor i sociologi på Bielefeld Universitet i Nordrhein-Westfalen og har gennem flere år observeret de tyske kunstneriske uddannelsers overgang til bachelor-kandidat-strukturen. Han talte forleden ved en høring i Danmark om filmskolen og er skeptisk over for nødvendigheden af tilpasningsprocessen.

»Det er et system, der underforstår, at man er kunstner, såfremt man har læst på en kunstnerisk uddannelse i fem år. Det er ikke den rigtige måde at anskue kunst på. Om jeg så læste til kunstner i 100 år, ville jeg aldrig selv blive kunstner af den grund. Så tilpasningen er et opgør med den klassiske opfattelse af kunstneren som et »geni«. En opfattelse, der ser ud til at blive erstattet af en mere industriel opfattelse af kunstneren som én, der leverer en vare, der kan tilgodese en branches behov,« siger Michael Huber.

Spørger man de danske rektorer på de højere kunstneriske uddannelser, der i kortere eller længere tid allerede har opereret under bachelor-kandidat-systemet, indrømmer de samstemmende, at der var en vis skepsis forud for den proces, som filmskolen nu også skal igennem.

»På musikkonservatorierne og i det klassiske musikmiljø frygtede man, at de studerende ville komme til at spilde for meget tid på akademisk-teoretiske fag og dermed ville have for lidt tid til det, som altid har været det essentielle, nemlig det kunstneriske,« siger rektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) Bertel Krarup.

Helt konkret frygtede miljøet, at den kunstnerisk-tekniske standard blandt de dimitterede musikere ville falde i en sådan grad, at de ikke ville kunne konkurrere med udenlandske musikere om de attraktive pladser i de store orkestre. På DKDM blev de første bachelorstuderende optaget i 2004, de fortsatte i 2007 på kandidatoverbygningen, og i 2009 dimitterede de første kandidater.

»Den frygt er for længst manet i jorden. Nu skal der ganske vist også bruges tid på refleksive fag, hvor man gør sig tanker om den musik, man udøver, men på en eller anden måde tror jeg faktisk, at det har virket fremmende på den enkelte studerendes kunnen og disciplin,« siger Bertel Krarup.

Det er ikke sådan, at der kan påvises en direkte sammenhæng mellem den nye struktur og en større kunstnerisk kunnen, men faktuelt set har nye fag som entreprenørskab, metodefag og refleksionsopgave heller ikke trukket kunsten ned, siger rektoren.

»Flere af vores dimittender end tidligere vinder i konkurrencen om de orkesterpladser, der slås op, og den generelle beskæftigelse for dimitterede studerende er steget. Ledigheden er nede på 3,9 procent. 84 procent af de beskæftigede er direkte beskæftiget med det, de er uddannet til, mens yderligere 14 procent er indirekte beskæftiget inden for deres fag. Der er meget få i dag, der f.eks. må køre taxa,« siger Bertel Krarup.

Generelt har rektoren i dag svært ved at forestille sig sit konservatorium stå uden for den internationale kvalitetsramme og dens pointsystem, som betyder alt for de studerendes globale mobilitet.

»Musik er i forvejen et internationalt sprog, så det har været en meget naturlig proces at integrere vores uddannelse i et europæisk uddannelsessystem,« siger Bertel Krarup.

Nervøsitet

Henrik Sveidahl, der er rektor på Rytmisk Musikkonservatorium, beskriver sin egen skoles overgang til de europæiske uddannelsesstandarder som uproblematisk, idet skolen i forvejen var præget af et stort internationalt samarbejde.

»Bachelor-kandidat-begrebet skabte måske en smule nervøsitet ved for stor akademisering, men frygten var ubegrundet. Når vi på vores konservatorium taler om »kunstnerisk forskning«, handler det om at opsamle den viden, som kunstnere producerer, når de skaber deres værker, og dele den med andre. Viden er med andre ord ikke længere bare noget, der bor »lokalt« hos den enkelte underviser. Man kan godt kalde det akademisering, men i så fald er det vigtigt at understrege, at der er tale om en specifikt kunstnerisk akademisering,« siger Henrik Sveidahl, der er sikker på, at filmskolen vil stå stærkere om fem år som følge af den forestående proces.

Mads Thygesen er rektor på Den Danske Scenekunstskole, som – med ham ved roret – er den seneste kunstneriske uddannelse i Danmark, der har tilpasset sig de europæiske standarder. De første bachelorer bliver uddannet til sommer, og de første kandidatstuderende begynder til august.

»Den største udfordring er at skabe følgeskab mellem den nye studieordning og lærerne og eleverne. Der skal være en vis modenhed i institutionen, for at det skal lykkes,« siger Mads Thygesen.

Der ligger et langt forarbejde forud for skolens tilpasning til den europæiske fællesstandard for videregående uddannelser, og der er en særlig stolthed på scenekunstskolen over, at det lykkedes skolen at blive kvalitetsgodkendt, på trods af at færdiguddannede scenekunstnere har relativt høje ledighedstal. Den godkendelse har skolen blandt andet opnået ved at sætte stærkt fokus på entreprenørskab for dens studerende.

Ifølge Mads Thygesen behøver transformationen til bachelor-kandidat-struktur ikke at betyde, at man forlader et stærkt fokus på selve den kunstneriske virksomhed, som på skolen er centreret om teaterforestillingen.

»Men samtidig med at vi har bevaret en kunstnerisk praksis, underviser vi nu også i refleksion og formidling, således at vores dimittender har viden om, hvordan man giver den kunstneriske praksis videre til fagfæller. Det er ikke længere tilstrækkeligt med »tavs viden« om skuespil. Nu får man viden, der kan gives videre,« siger Mads Thygesen.

Han har fulgt debatten om filmskolen og mener, at kritikerne til en vis grad har »dæmoniseret« forsøget på at tilpasse skolen til de europæiske standarder.

»Den største gevinst ved tilpasningen er, at de færdige bachelorstuderende får mulighed for at læse videre på tilsvarende institutioner i udlandet, eller at udenlandske studerende kan læse hos os. Det var ikke muligt tidligere,« siger Mads Thygesen.

Det er netop, hvad en af de studerende har gjort, fremhæver Mads Thygesen. Efter at have færdiggjort bachelordelen på scenekunstskolens musicaluddannelse skal hun fortsætte på den prestigiøse Guildhall School of Music and Drama i London.

Ikke konspiration

Tonemesterelev Andreas Sandborg, der har været talsmand for filmskolens utilfredse elvere, smiler, da han hører rektorernes opmuntrende ord om akkrediteringsprocessen.

»Jeg vil nødig lyde som en konspirationsteoretiker, men det undrer mig ikke, at der kommer positive beskrivelser af akkrediteringen fra folk, der er ansat til at gennemføre netop den proces. Fra den position kan det være svært at se andet end positive virkninger. Det er vigtigt for mig at understrege, at det, vi protesterer imod, ikke er akkrediteringen i sig selv, men den måde, man vil gøre det på. Med de planer, der ligger lige nu, ser vi, at man mister rigtig meget af det, skolen virkelig kan, og vi tror derfor ikke på, at niveauet vil blive højere,« siger Andreas Sandborg.

»Det kan godt være, at vi kunne blive bedre til at synliggøre, hvad vores filmarbejde handler om. Men filmene er nu engang den måde, vi udtrykker os på, og de burde tale for sig selv. Det er filmene, der i højeste grad skal vise, hvad vi kan,« siger Andreas Sandborg. Foto: Celine Dahl Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Da Berlingske beder ham tage de helt store perspektivbriller på, siger Andreas Sandborg, at den akkrediteringsproces, der nu skal sættes i gang på filmskolen, kan sammenlignes med tendensen i samfundet til evalueringer af enhver given opgave og funktion, eksempelvis i sundhedsvæsenet.

Grundlæggende frygter elever på filmskolen på Holmen, at behovet for at kvantificere og kvalitetssikre uddannelsen overtrumfer den tradition for udvikling og læren om filmsproget, som er opbygget på filmskolen, og at man dermed reformerer filmskolen fra et teoretisk udgangspunkt i stedet for at bruge den erfaring, som allerede er på stedet.

»Det kan godt være, at vi kunne blive bedre til at synliggøre, hvad vores filmarbejde handler om. Men filmene er nu engang den måde, vi udtrykker os på, og de burde tale for sig selv. Det er filmene, der i højeste grad skal vise, hvad vi kan,« siger Andreas Sandborg.

For Andreas Sandberg, der bliver færdig på den gamle ordning, betyder det ikke meget, at fremtidige filmskoleelever i modsætning til ham vil kunne prale af et papir med en kandidatgrad.

»Det faglige niveau er uafhængigt af, om man kalder det kandidatuddannelse eller ej. Vi mener, det er vigtigt, at man ikke laver en kandidatuddannelse ud af rent titelsnobberi, men fordi det faktisk giver den bedste skole, og det kan vi ikke se, at det gør med de planer, der foreligger. Personligt betyder titlen ikke andet for mig, end at en fjern onkel til en familiemiddag så ville kunne forstå, at jeg har en lang uddannelse,« siger Andreas Sandborg.

Den udskældte rektor på Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann, er selv overbevist om, at uddannelse gavner kunstnerne og kunsten, og kalder det »afgørende, at ny kunstnerisk viden udvikles indefra af kunstnerne selv«.

»En af filmskolens allerstørste adelsmærker, som altid fremhæves både i Danmark og udlandet, er vores evne til at udvikle et fælles sprog om det, vi laver. Det handler ikke primært om at formidle det, man har lavet, men om at formidle det, man vil lave eller er i færd med at lave. Det er et sprog, der opstår mellem dem, der laver filmene, og det er helt essentielt for det kunstneriske samarbejde, har vi nu erfaret gennem mere end en menneskealder. Det er med til at udvikle kunstformen, og det sprog skal udfordres og raffineres konstant,« siger Vinca Wiedemann.