Portræt: Kong Christian V kommer ud af Christians IVs skygge

De fleste kender Christian IV, men færre Christian V. Han var i sin egen ret en farverig skikkelse, der satte sin tydelige aftryk på landet og dets fremtid.

Christian V Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christian V står i skyggen af sin bedstefar, Christian IV. Alle kender Christian IVs vilde drukfester, hans elskerinder, hans uheldige krige og fine byggerier. De fleste vil nok ikke kende Christian V for ret meget, hvilket er uretfærdigt, for han var ligeledes en farverig person, hvis betydning for samfundet generelt og for København ikke kan undervurderes.

Da den unge Christian blev enevældig konge, havde han allerede været på udlandsrejse og oplevet det imponerende hofliv ved Ludvig XIVs hof. Han giftede sig med den hessiske prinsesse Charlotte Amalie, men fik snart en elskerinde, Sophie Amalie Moth, med hvem han fik børn, der fik navnet Gyldenløve.

Krige var en naturlig del af kongers opgaver. Christian IV var uheldig med sine krige, og hans efterfølger, Frederik III, tabte store landsdele til Sverige. Christian V var fast besluttet på at generobre disse gamle danske besiddelser og en langvarig krig med Sverige blev indledt fra 1675. Krigen blev blodig og ved et stort slag ved Lund faldt  8.000 soldater – det blodigste slag i Norden. Sverige havde allieret sig med Frankrig, hvilket gjorde det svært at drage fordel af de sejre, som Danmark kunne notere sig. Christian V var mere heldig med sine krige end Christian IV, men de efterlod alligevel et fattigt land og borgere, der led under krigshandlingerne.

I disse tider, hvor racismedebatten ruller hen over os, må man også inddrage Christian Vs kolonipolitik, som fik en omfattende slavehandel som konsekvens. Man kan mene, at Christian V på den måde kan gøres ansvarlig for en mørk periode i dansk historie, og at hans rytterstatue på Kongens Nytorv skal stormes. Men hans politik adskilte sig ikke fra andre regenters politik i perioden, hvor slaveri og racisme ikke blev anset for moralsk forkert.

Vi priser med god grund Christian IVs indsats for København, men Christian V gjorde også en indsats for byen. København fik vokseværk og fordoblede sit indbyggertal fra 30.000 til 60.000 i løbet af hans regeringstid. Københavns krogede gader blev rettet ud, Kongens Nytorv med sine fine palæer blev skabt, og fæstningsanlægget på Christianshavn blev bygget. Nyhavn blev udgravet fra 1671 til 1673, så Christian V var lige så vigtig for byens udseende som Christian IV.

Christian den Vs måske vigtigste indsats var som lovgiver. I 1683 udstedte han »Danske Lov«, der indledte enevældens generelle humanisering af straffene. Også Norge fik sin »Norske Lov«. Også på andre områder var Christian en fremsynet fornyer og fik gennemført en landsomfattende matrikulering af al jord.

Ser man i historiebøgerne, er vurderingen af Christian ikke overstrømmende. Det nævnes, at han var dårlig forberedt til kongeopgaverne som enevældig, og hans begavelse var, som Gyldendals encyklopædi skriver, »mådelig«. På den anden side nævner historikere, at han af natur var åben og realistisk erkendte egne begrænsninger, og han beskrives som umiddelbar og godmodig. Det er svært at vide, om disse historikeres vurderinger ramte hovedet på sømmet, men når man ser, hvor mange omfattende reformer, Christian fik sat i værk, og hvordan det lykkedes ham at konsolidere enevælden og blive, såvidt vi ved, en populær konge, er det svært at forlige sig med vurderingen af hans begavelse som »mådelig«.

Privat lykkedes det ham at balancere mellem sin hustru og elskerinde, uden det kom til skandalescener eller stridigheder – såvidt kilderne fortæller os. Det var bedre klaret end Christian IV, der ikke havde andet end ballade med sit livs kvinder.