Plagiatanklaget lektor siger op på Københavns Universitet

Marianne Stidsen, der den seneste tid har mødt beskyldninger om plagiat, forlader sin stilling som lektor på Københavns Universitet.

Lektor Marianne Stidsen siger op på Københavns Universitet efter anklager om plagiat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dr. phil. Marianne Stidsen har flere gange vakt opmærksomhed med sine holdninger – blandt andet da hun kaldte #metoo for en terrorbevægelse.

Den seneste tid har hun atter været i offentlighedens søgelys – denne gang fordi hun er blevet beskyldt for plagiat i to af sine værker.

Det har nu fået den konsekvens, at debattøren og litteraten opsiger sin stilling som lektor i nordiske studier på Københavns Universitet.

Det skriver Information, der bringer et interview med Marianne Stidsen. Her siger hun, at hun ikke mener, at den aktuelle sag er »den intellektuelle debat værdig«.

»Det er ikke universitetet værdigt at strides på det niveau. Og jeg frygter, at debatten fremover kommer til at handle om kommaer og gåseøjne, og så er det på tide, at jeg takker af,« siger Marianne Stidsen til Information.

To værker

Ud over sit arbejde på Københavns Universitet er Marianne Stidsen kendt som medlem af Det Danske Akademi og som en arg kritiker af tidens strømninger – og altså ikke mindst #metoo-bevægelsen, som hun ofte er gået i rette med.

De to værker, hvor Marianne Stidsen skal have gjort sig skyldig i plagiat, er den aktuelle »Køn og identitet – et spadestik dybere« og »Den nordiske metoo-revolution 2018 – og dens omkostninger«.

Historierne om plagiat tog sit udspring i Information og omhandlede i første omgang »Køn og identitet – et spadestik dybere,« der handler om kønsidentitet, #metoo-bevægelsen og Black Lives Matter-bevægelsen.

Bogen blev anklaget for at have plagieret passager fra leksikonet Den Store Danske. Flere passager skulle være nærmest være enslydende med opslagsværket, hvilket juraprofessor Sten Schaumburg Müller har kritiseret.

Marianne Stidsen mener dog, at kritikken rammer ved siden af skiven – og hun kaldte i Berlingske anklagerne for »sekundære formaliteter«.

»Jeg kalder det parafraser, og det holder jeg fast ved. Det er en fuldstændig legitim metode,« har Marianne Stidsen sagt til Berlingske.

En passage i »Den nordiske metoo-revolution 2018 – og dens omkostninger« blev beskyldt for at være plagieret fra en artikel i Weekendavisen, »Nultolerancepolitikken«.

Efter at anklagerne om plagiat er kommet frem, er Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet nu i gang med at undersøge, om der er plagiat i Stidsens disputats fra 2015. Eller om der, som universitetet formulerer det, er passager, »der strider imod god videnskabelig praksis«. Det har Politiken beskrevet.

»Undersøgelsen sættes i værk for at sikre, at alle tvivlsspørgsmål bliver ryddet af vejen«, skriver universitetet ifølge Politiken.

Marianne Stidsen fastholder overfor Berlingske, at der ikke er tale om plagiat. Der er særligt en årsag til, at hun nu har sagt op.

»Jeg synes, at den kamp, jeg har prøvet at føre til fordel for akademisk frihed og åndsfrihed, er havnet på et sted, der er under lavmålet. Så vil jeg hellere være en fri fugl. Det er ikke sjovt i den grad at være i mindretal. Jeg er blevet beklikket på min faglighed,« siger Stidsen, der mener, at plagiatanklagerne er politisk motiverede.

Hun fastholder, at hun ikke har stjålet ideer, originale tanker eller argumentation i sit arbejde.

»Jeg er meget samvittighedsfuld i det, jeg laver, men jeg er ikke en hysterisk pedant. Jeg er redelig og spiller med åbne kort. Hvis vi ikke kan opsummere, hvad der står i en artiklen, kan vi ikke gøre vores arbejde.«