Opgør med opgøret: For flere af 68'ernes efterkommere kostede den revolutionære arv dem livet

Forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur er nået til 2. bind i deres romantrilogi om danskerne og Danmarks historie fra 1900 og frem til i dag. Berlingske har sat dem stævne for at tale om det ungdomsoprør, som havde en høj pris.

Lise Ringhof og Erik Valeur er aktuelle med bogen: »Det er de oprørske der flygter.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Der er jo ikke noget værre end en mand, som er blevet opdraget til kun at skifte ble og være blød. Det bliver jo til sidst for meget! Hvis jeg havde været en kvinde i den tid, så ville jeg da gerne have haft to mænd. En til husarbejde og så ham, man knaldede med. Det må være den ultimative frigørelse, men den er desværre ikke kommet endnu,« griner Lise Ringhof.

Jeg er på besøg i Valby hos forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur for at tale med dem om 68-elitens foretrukne livsform, kollektivet, og »den bløde mand«.

I deres nye roman, »Det er de oprørske der svigter«, graver de et spadestik dybere i 68-oprøret og dets konsekvenser. Han er selv født i 1955, hun i 1964.

Udgivelsen er 2. bind i trilogien om Danmark og danskerne, der strækker sig fra år 1900 og op til i dag. Det beskriver perioden fra 1950 frem til 1990 set gennem øjnene på brødrene Jakob og Thomas Brinch og deres respektive familier.

Lise Ringhof (LR): »Ideen med hele trilogien er at beskrive, hvordan de tektoniske plader i Danmark har flyttet sig og kollideret de seneste 120 år i Danmark. Skulle jeg beskrive 2. bind kort, ville jeg sige, at det først og fremmest handler om ungdomsoprøret og de unge, der fulgte i kølvandet.«

Lise Ringhof har i mange år har arbejdet med salg, marketing og presse på danske bogforlag. I 2017 stoppede hun på Politikens Forlag for at hellige sig arbejdet på romantrilogien sammen med Erik Valeur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvorfor lytte til de unge?

Hele den her ekstreme udvikling, der sker i den periode, hvor velstanden, de sociologiske strømninger og teknologien foretager kvantespring, skaber store friktioner mellem 68'erne og deres forældre. Hvad medfører det?

Erik Valeur (EL): »Velstanden accelererede forskelligheden mellem generationerne, og pludselig får de unge en stemme. Jeg kan huske, at mine bedsteforældre var ret forbavsede over, at de unge pludselig skulle sidde og tale i TV-avisen. De var uforstående, for hvorfor skulle man dog lytte til de unge? Det kan være svært at forstå i dag.«

LR: »De er de oprørske der svigter« skildrer, hvordan 68-bevægelsen ikke kun påvirker den relativt smalle kreds, der udgjorde kernen i hippiebevægelsen, men at tankegodset breder sig til hele samfundet. Blandt andet også i den kvindelige selvforståelse, hvilket ikke altid passede ind i de revolutionæres planer. Til tider var hippiebevægelsen og den feministiske kamp to parallelle bevægelser, som nogle gange endte som en kamp mellem ideologi og praksis.«

EV: »Jeg har talt med flere 68'er mænd, som da de var godt oppe i årene indrømmede, at de, når Tine Bryld eller Bente Hansen kom gående ind i Vartov op ad plankegulvet i røde lakstøvler med høje hæle, dukkede sig. De var sgu bange for dem!«

LR: »Som jeg har læst det, så var en del af mændene i 68-oprøret ret irriterede over, at kvinderne gjorde separat oprør. Ideen var jo, at man skulle være fælles om at skabe den her fredelige verden. Man skal ikke undervurdere, at selvom mange af de samtidige mænd så sig selv som progressive, så har de stadig været rundet af mange gammeldags idealer om kønnene og deres relationer. Ophøjelsen af »den bløde mand« har nok været mere teori end praksis. Mon ikke mange af kvinderne stadig kiggede efter håndværkeren, der var ud og ordne noget på kollektivet?«

EV: »Tag for eksempel sådan en mand som Ebbe Reich. Han var en del af den revolutionære grøde, mens han stemte radikalt og var kristen. Når han så sad ude i Maos Lyst (kollektiv i Hellerup, red.), ville jeg mene, at han mere virkede som en undercover agent end en revolutionær! Det er sgu da sjovt, at midt i ungdomsoprørets hjerte, der sad en kristen mand, der ikke var marxist – og han kunne få alle de damer, han ville!«

Kartofler med barberblade

I bogen kalder 70er-marxisterne den revolutionære kamp i Danmark for »Flødeskumsfronten«, ligesom tyskerne kaldte Danmark under Anden Verdenskrig. Var det, fordi det aktivistiske miljø mest var en leg for privilegerede, veluddannede unge?

EV: »Altså, selvom der var nogle bondeknægte fra landet, der tog til byen for at deltage i oprøret, er mit indtryk, at mange kom fra de mere privilegerede områder. De førende kollektiver med de toneangivende 68’ere, hvor folk fra Ungdomsredaktionen og Røde Mor boede, var en stor villa på en sidevej til Bernstorffsvej. Så bliver det nok ikke mindre arbejderklasse. Men »flødeskummet« blev pustet væk, da vi kom op i 70erne. Så kom de hårde drenge og pigerne frem i miljøerne, særligt fra universiteterne. Det var hårde tider.«

LR: »Der sker et skifte i mentaliteterne med sammenstødet ved Verdensbanken (i 1970, red.). Der bliver kastet med molotovcocktails og kartofler med barberblade i. Det var lidt dødsstødet til »peace and love«-tanken.«

Erik Valeur (f. 1955 i København). Uddannet journalist og har tidligere arbejdet på blandt andet Berlingske, Information, Månedsbladet Press og Danmarks Radio med undersøgende journalistik og dokumentarstof. Han modtog sammen med andre Cavling-prisen to gange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Universitetet var helvede på jord

I bogen skildrer I Anders, der underviser på universitet og føler sig udelukket fra miljøet, fordi han ikke vil underlægge sig tidens venstreorienterede normer om, at alt skal ses gennem en marxistisk prisme. Hvordan ser I det i forhold til nutidens ballade om identitetspolitik og cancel culture på nutidens universiteter?

EV: »Hele det med ikke at lytte til din opponent var en kedelig ting ved ungdomsoprøret. Og nu kan man da helt klart se den mekanisme igen i det identitetspolitiske miljø. Jeg kender nogen, der gik på Aarhus Uni i starten af 70erne; det var et helvede på jord, og jeg kan godt afsløre, at vores 3. bind tager livtag med identitetspolitikken, men universitetsmarxismen og identitetspolitikken har klart et par fællesnævnere. Det, der sender en gysen gennem mig, er tanken om, at miljøet igen kan blive så iskoldt, som det var blandt dem, jeg kendte, der gik på uni i 70erne.«

Hvad mener du med »iskoldt«?

EV: »Der var sgu ikke meget nænsomhed og medfølelse, når det »clashede«. Hvis du ikke mente det rigtige og gik mod det pensum, marxisterne mente, var det rigtige, så blev du frosset ud. Jeg kan godt forstå, hvis folk, som for eksempel Bent Blüdnikow, der blev ramt af det, stadig er rasende. Det var fandeme et benhårdt og uretfærdigt miljø.«

LR: »Jeg synes, det er lidt svært at sammenligne universitetsmarxismen og identitetspolitik. Marxismen var en langt mere massiv bevægelse. Identitetspolitikken er stadig noget, man dyrker i specielle miljøer. Men problemet er – igen – at man bliver frosset ud, hvis man ikke retter ind. Det er ikke rart at tænke på for sådan en gammel boomer som mig, der synes, vi burde lytte til hinanden på tværs af generationerne.«

Revolutionens krummer

Figuren Johan, I skildrer i bogen, er en ung idealist, der bærer den aktivistiske fakkel videre efter 68'erne, og som i 80erne nu har fundet sig tilrette i villaerne på Frederiksberg og i Kartoffelrækkerne. Han virker utroligt frustreret, psykisk ustabil og hele tiden på kanten af sin eksistens. Hvorfor er han så ulykkelig?

LR: »Johans generation, som er generationen efter 68’erne, havde det sværere end 68’erne. Han er ikke marxist eller BZ. Han er græsrodsaktivist, men mangler en fast kerne.«

Erik Valeur

»Det var nok også derfor at chokket over Blekingegadebanden var så stort. Indtil da havde der nok været en del mondæn hygge over oprøret i mange tilfælde.«


I skildrer ham som en mand, der desperat leder efter en sag at kæmpe for? Er det et kendetegn for 68'ernes efterfølgere?

EV: »Ja, det er det centrale tema i bogen. Den her desperation efter mening var skyld i, at mange i venstrefløjens mange aktivistkredse frøs fast i forestillingen om at skulle agere ligesom 68'erne. De var jo vores forbilleder, men ligesom Elvis havde de »forladt bygningen«. 68'erne havde trukket stikket, sat sig ud i villaerne. De have fået lektor- og adjunktjobbene på universiteterne og gymnasierne med fast løn. De havde vundet.

Og alle de aktivister, jeg kendte, som var generationen efter 68'erne, tjente ingen penge. Vi var jo opvokset med, at det var pinligt at tjene penge!

Det hele blev så idealistisk i det københavnske ungdomsmiljø, at mange helt mistede realitetssansen. Mange af dem faldt døde om, andre gik i hundene, hoppede ud foran et tog eller hængte sig oppe i Rude Skov.

Næret af 68-mytologien lagde de et helt urimeligt pres på sig selv: alt skulle laves om, NU! Hvilket jo ikke var muligt, så det var en endeløs og i sidste instans for mange totalt udmarvende kamp. Desuden skulle man så også kæmpe med de magelige 68'erne, der nu sad og bestemte i staten og på uddannelserne. Det er svært at overse hykleriet fra 68-generationen, som kæmpede og vandt alt, men kun efterlod de nye revolutionære med krummer og en skal af en revolution, der fangende den efterfølgende generation i en tidsløkke af uendeligt opgør.«

2CV fremfor Volvo

Men er det ikke bare den naturlige generationskontrakt, der er i spil her. En generation tager over efter den forrige. Nogen skal vel sidde på magten?

LR: »Jo, men måske skulle de have lært deres »efterfølgere« i ungdomsoprøret bedre op end bare at sige: 'Du fortsætter bare ud ad motorvejen med din revolution'. 68'erne har nok ikke helt taget vare på deres efterkommere eller arvtagere og sørget for, at de for eksempel lige fik sig uddannelse.«

EV: »Senere i 70erne og ind i 80erne var 68'erne ikke længere en direkte del af oprøret. De sad nu og hyggede sig i villaen på Frederiksberg. De var så kloge nok til ikke at have en Volvo i indkørslen, men en 2CV med et »Nej til atomkraft«-klistermærke bagpå, så det så helt rigtigt ud, når man kiggede ind fra gaden.

Men vi arvtagere havde fået det hamret ind i skallen, og nok også selv forvrænget budskabet fra ungdomsoprøret, at det var helligbrøde at gå på kompromis med idealismen og oprøret ved for eksempel at tjene penge. Det var helt i orden at være på a-kasse eller bistandshjælp, som man, inklusive mig selv, mente var en nobel indtægtskilde, da man jo med sin aktivisme »gjorde noget godt og uundværligt for samfundet.

Vi var ikke marxister, eller DKP’ere, vi var bare venstreorienterede aktivister, som planlagde cykeldemonstrationer. Alt, hvad der lugtede af idealisme, kunne gå. Der var et slogan, der hed »Kapitalisterne ind i bilerne og bilerne ud af byen«, det syntes vi jo dengang var skide fedt!«.

LR: »Men der var så også den her benhårde kerne, der gik ind for væbnet revolution.«

EV: »Ja, men et meget langt stykke af tiden var der næppe nogen, der reelt troede på, det ville ske. Det var nok også derfor, at chokket over Blekingegadebanden var så stort. Indtil da havde der nok været en del mondæn hygge over oprøret i mange tilfælde.

Men inderste inde så vidste min generation jo godt, at oprøret aldrig tog ende, for man kunne sgu ikke redde hele kloden, og i den desperation opstod der i de mere hårde miljøer så en sympati for radikale bevægelser som RAF (den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, red.) – en sympati, som nok også har lagt kimen til Blekingegadebanden.«