Mediekommentar: Tænk om Rasmus Paludan var et stunt

Rasmus Paludan og hans parti har ret meget til fælles med glorværdige værker i genren happening. Har vi en stor afsløring i vente?

(ARKIV) Rasmus Paludan demonstrerer i Fælledparken i København, onsdag den 1. maj 2019. Partiet med den indvandringskritiske Rasmus Paludan i spidsen står til at blive valgt ind i Folketinget. Det skriver Ritzau, mandag den 6. maj 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Jeg fylder 54 år på torsdag og har ikke set Den Lille Havfrue uden hoved.

Den danske nationalnymfe blev dekapiteret i 1964 og sidder derfor med en kopiknop nu om dage. Om den skyldige virkelig var provoen Jørgen Nash – i enhver forstand den glimrende Asger Jorns lillebror – hører endnu i dag til dansk kriminalhistories halvstore gåder.

Jeg har heller ikke set »Julemandshæren« med egne øjne. Den meget omtalte happening blev afviklet i 1974 med teatergruppen Solvognen som aktører. En stor gruppe aktivister forklædt som julemænd rev bøger ned fra Magasins hylder og delte dem ud til kommende læsere.

»Da han forleden havde mistet sit MasterCard, kom en sorthåret herre og hans lille søn hen til ham med det – hvilket »tilfældigvis« blev foreviget på de sociale medier og rent faktisk virkede iscenesat.«


Og før danskerne kunne tænke »tyveri ved højlys dag!« og kræve lovens lange arm sat ind, trak de unge aktivister næste kort i bunken: Man havde fanget Statens Kunstfonds opmærksomhed og fik inden længe en gave på hele 20.000 kroner fra fondens litterælige udvalg som tak for ulejligheden.

Begge aktioner var hærværk af en slags. Og begge har på ét eller andet tidspunkt været udnævnt til kunst. De har ramt en ånd i samtiden og sagt mange mennesker en hel masse – hvad enten man nu orker slige drengestreger eller ej.

Happening, aktivisme, provokation?

Så hvor kommer Rasmus Paludan ind i billedet? Hans demonstrationer kan måske nok virke mere dramatiske end angrebene dengang. De ejer til gengæld samme skin af happening, samme skær af politisk aktivisme, samme skrårem af provokation som i gamle dage.

Jeg kender ikke manden selv og skal ikke kunne sige noget som helst om hans personlighed. Men hvad jeg ser på de skærmede medier med Facebook i spidsen, er på ingen måde et hadefuldt. Han fremstår snarere lidt bange og måske en smule overivrig i sin personlige kamp for fremtiden og verden som helhed.

Er det hele spil for galleriet? Kunne hans opstilling af kunstnere til valget være seneste hint i den retning? Kunne hans valg af partinavnet Stram Kurs være bevidst meningsløst og måske ligefrem moderne lyrik?

Da han forleden havde mistet sit MasterCard, kom en sorthåret herre og hans lille søn hen til ham med det – hvilket »tilfældigvis« blev foreviget på de sociale medier og rent faktisk virkede iscenesat.

Jeg ved det som sagt ikke. Jeg håber måske kun på eksistensen af noget fint og stilfuldt i dansk politik: At den mest omtalte deltager i landets hidtil længste valgkamp egentlig bare havde lagt en vild plan og fulgt planen til dørs.

Og det bedste ved muligheden er næsten konsekvenserne: At hvis Rasmus Paludan bare havde gang i det største stunt på parnasset til dato, så ville forskellen faktisk være ens. Han kunne slå mildt ud med armene og bekende kulør for Gud og hvermand – og ville stadig have sat et vist emne på dagens orden.