Et af de mest berømte afsnit af den britiske serie »Fawlty Towers« – »Halløj på badehotellet« – bliver nu trukket tilbage fra BBCs streamingtjeneste, UKTV.

Afsnittet »The Germans« er det mest sete på streamingtjenesten. Badehotellet får besøg af en gruppe tyskere, og hotelejeren, Basil Fawlty, minder konstant sig selv om ikke at nævne Anden Verdenskrig – »don't mention the war«.

Afsnittet indeholder dog »racistiske bemærkninger«, hvilket nu fører til, at afsnittet trækkes tilbage og undersøges, udtaler en talsmand for UKTV.

»Halløj på badehotellet«-afsnittet er blot en af mange film og TV-episoder, som de seneste dage er blevet fjernet fra streamingtjenester, efter at demonstrationer mod politibrutalitet og systematisk racisme i USA og Europa har skabt en fornyet debat om racistiske skildringer i populærkulturen.

Den amerikanske serie »Cops« er blevet aflyst efter 32 sæsoner på den store amerikanske TV-kanal Paramount Network. Også sketchshowet »Little Britain« fra nullerne, hvor komikerne flere gange iklæder sig sort ansigtsmaling – såkaldt blackface – er blevet pillet ned af både BBC og Netflix. »Borte med blæsten« er blevet midlertidigt fjernet fra streamingtjenesten HBO Max på grund af sine skildringer af sorte og slaveriet.

Det er uvist, hvad der præcis har fået UKTV til at trække afsnittet af »Halløj på badehotellet«. Det indeholder en scene, hvor karakteren Major Gowen bruger ordet »niggers« i sin beskrivelse af en cricketkamp mellem Indiens og Vestindiens hold. Den scene har UKTV dog allerede klippet ud, ligesom flere andre streamingtjenester har gjort.

Afsnittet indeholder også en scene, hvor John Cleese-karakteren, Basil Fawlty, udviser overraskelse over og skepsis over for at skulle behandles af en sort læge.

Tilbagetrækningen af afsnittet lader til at være midlertidig, mens UKTV »revurderer afsnittet«.

»Vi revurderer ofte gammelt indhold for at sikre os, at det lever op til publikums forventninger og er særligt opmærksomme på indvirkningen af forældet sprogbrug.«

»Nogle show indeholder advarsler, andre bliver redigeret. Vi ønsker at bruge tid på at overveje vores muligheder for denne episode,« siger en talsmand for UKTV ifølge Sky News.