Kulturminister Joy Mogensen vil ikke have sit navn brugt til sexet video

Rapperen Nikoline er blevet bedt om at opgive et domænenavn, hvori kulturministerens navn indgår.

Musikeren Nikoline Vicic Rasmussen har siden fredag den 12. juni brugt web-adressen med kulturministerens navn til at vise sin nyeste musikvideo med sangen »Gourmet«. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

En ny hjemmeside med adressen www.joy-mogensen.dk som ejes af rapperen Nikoline Vicic Rasmussen har fanget kulturminister Joy Mogensens opmærksomhed, og rapperen er nu blevet bedt om at opgive domænenavnet.

Musikeren Nikoline Vicic Rasmussen har siden fredag den 12. juni brugt web-adressen med kulturministerens navn til at vise sin nyeste musikvideo med sangen »Gourmet«, der indeholder scener med sex i alle afskygninger, der gør, at YouTube ikke vil vise den. Til gengæld er den røget direkte ind på streamingtjenesten Pornhub.

Til Ekstra Bladet skriver kulturministeren, at webadressen med hendes navn, at »kunstnerisk frihed og ytringsfrihed er fundamentale værdier. Og man må lave alle de provokationer, man vil. Men man bør ikke gøre det i andres navn.«

»Det er et principielt spørgsmål her, nemlig at alle mennesker har ret til at bestemme over, hvordan deres eget navn bruges på nettet,« skriver hun og forklarer, at hun nu har bedt om, at Nikoline stopper med at bruge joy-mogensen.dk-domænet.

»Socialdemokratiet har derfor på mine vegne bedt om, at domænenavnet overdrages. Ellers vil vi gå til Klagenævnet for Domænenavne, der findes lige præcist for at håndtere denne slags sager,« skriver Joy Mogensen.

Videoen ligger stadig tilgængelig på sitet med Kulturministerens navn.

Rapperen har nu lavet et opslag, hvor hun håner Socialdemokratiet for deres anke.

»Sidst de tabte var, da jeg udsendte »Flertallet er dumme«, og de ville have mig til at hive det ned. Overvej det lige: Vi har en kulturminister, der synes det er upassende at tale om kunst/kultur og sagsøger et kunstværk, der er kritisk over for hende,« skriver Nikoline der har hastagget sit oipslag med #demokrati #ytringsfrihed og #kunst«

Rapperen Nikoline har tidligere provokeret med sin musik, og blandt andet lavet et nummer om menstruationssex. Domænenavnet med kulturministerens navn er en stikpille til Joy Mogensens personlige musiksmag, der blev meget omtalt, da hun erklærede, at hendes yndlingsplade var et ældre »Absolut Music«-opsamlingsalbum.