Hvad var det væsentligste, du havde lært, da du blev student?
»At hvis man møder op og er engageret, så betaler det sig ofte. Da jeg blev student, kom det bag på mig, at jeg fik så høje karakterer, som jeg gjorde. Desværre var jeg rigtigt dårlig til matematik, men jeg skulle have faget, fordi jeg ville læse medicin, og derfor knoklede jeg ekstra. Der er mange, som tror, at man kan pjække eller snyde systemet og stadig få en høj karakter – det gjorde jeg selv i spansk, og det blev ikke nogen succes. Men hvis man rent faktisk møder op og gør en indsats, tror jeg, at belønningen kommer af sig selv.«