Kulturkommentar: Slip fantasien løs på de danske museer

Skal man slippe fantasien løs, eller skal man holde sig til fakta på de danske museer? Kulturkritiker Lasse Marker mener ikke, at det er så farligt at lade fantasien være med til at bringe liv til historien.

Lasse Marker, rådgiver og iværksætter. Arkivfoto: Peter Klint Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To af dansk kulturlivs sværvægtere udkæmper lige nu en kamp om museets væsen. På den ene side står Thomas Bloch Ravn, der i år kan fejre 25-års jubilæum som museumsdirektør i Den Gamle By. I mandags bragte Berlingske et interview i anledning af jubilæet, hvor Thomas Bloch Ravn udtaler, at han personligt ville låse døren til museet i Aarhus, for at designeren Jim Lyngvild ikke kommer ind.

I onsdags tog Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet, til genmæle, da han i Berlingske forsvarer Nationalmuseets vikingeudstilling fra 2018, der blev skabt i samarbejde med Jim Lyngvild, og som blev en stor publikumssucces.

Diskussionen handler om, hvor langt museerne skal gå i jagten på publikummer. Skal man slippe fantasien løs, eller skal man holde sig til fakta? For Thomas Bloch Ravn risikerer det at gå ud over museets troværdighed, hvis man inviterer Jim Lyngvild indenfor, mens det for Rane Willerslev er en del af svaret på, hvordan museet bliver relevant og vedkommende for en bredere del af befolkningen.

Det særlig interessante ved debatten er, at både Thomas Bloch Ravn og Rane Willerslev er blandt de museumsdirektører, der insisterer allermest på at have publikum i fokus. Men samtidig er de dybt uenige om, hvilke midler man skal tage i brug for at nå publikum.

Thomas Bloch Ravn har på mange måder været forud for sin tid. Gennem et kvart århundrede har han sat publikum højest, hvilket ifølge ham selv »var ilde set i museumsverdenen for blot 20 år siden«. I dag er det blevet en selvfølgelighed på de fleste museer, hvilket blandt andet har resulteret i rekordmange gæster og en stigning i entréindtægter på mere end 80 procent i perioden 2011-2017.

Rane Willerslev er på samme måde foran sin tid ved at være en af de første museumsdirektører, der nedbryder det skarpe skel mellem fantasi og fakta. I forbindelse med Jim Lyngvild-udstillingen på Nationalmuseet blev gæsterne spurgt, om de lærte noget om vikingetiden, om de havde lyst til at vide mere, og om de ville anbefale udstillingen til andre. Svarene var positive. Det viste, at fantasi kan være med til at formidle historien på en levende måde.

Lasse Marker

»Måske er det ikke så farligt at lade fantasien være med til at bringe liv til historien.«


Og det er egentlig ikke så overraskende. Mit konsulentbureau lavede for et par år siden en stor national undersøgelse af danskernes forhold til museer, hvor det viste sig, at danskerne først og fremmest søger den gode fortælling, når de går på museum, mens genstande kommer helt ned på en femteplads.

På mange museer har man traditionelt været optaget af genstande og af at formidle historien så nøjagtigt og detaljeret som muligt. Men måske er det ikke så farligt at lade fantasien være med til at bringe liv til historien. Vi kender det allerede fra andre museer, hvor man bruger dramatik til at gøre historien levende.

Selv i Den Gamle By kan man for eksempel besøge købmandsgården, bageren og boghandleren, hvor museets ansatte er klædt ud i datidens dragter og sælger varer, som man ikke længere kan få i dag. Så selvom formidlingen i Den Gamle By bygger på historiske kilder, så er der også her en grad af fantasi.

Det afgørende er, at man på det enkelte museum tager udgangspunkt i museets identitet. Det kan derfor være rigtigt for Nationalmuseet at lave en udstilling med Jim Lyngvild, mens det for Den Gamle By er rigtigt at lade være.