Kære kulturliv, her er syv anbefalinger, så I ikke bliver taberen – igen

Tak til dansk kulturliv for at holde vores sind åbent, da verden lukkede ned under coronakrisen. Men husk også at lære af krisen, få nogle bedre venner, skab en tænketank, og hold op med at lyde som en flok McKinsey-konsulenter.

»Kære kulturliv, I fortjener jeres egen tænketank,« skriver kulturredaktør Anne Sophia Hermansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Statens Museum for Kunst udgjorde en smuk kulisse, da der i maj var partiledermøde under coronanedlukningen. Men desværre var museet kun en kulisse. Lyttet blev der nemlig ikke til kulturlivet, og partilederdebatten handlede da heller ikke om kulturen, men om økonomi og sundhed. Vigtige emner, må man forstå.

Og bevares, det er det da også, men befolkningen havde forinden oplevet, at var det ikke for litteraturen, de digitale besøg på museer, for musikken eller »Tiger King« på Netflix, ja, så var vi alle nok gået fra forstanden.

»Rammes vi af en nedlukning igen, håber jeg, at hele museumsverdenen vil insistere på at forblive åben.«


Da verden lukkede ned, sørgede kunsten for, at vi kunne forblive åbne. Den betød med andre ord ikke så lidt for vores mentale sundhed og oplevelse af, at tilværelsen – trods pandemi – giver mening. Den betød også noget for, at vi hver morgen kunne fortsætte med at passe vores arbejde og holde hjulene i gang, så landets psykologer ikke blev overrendt af fortvivlede og sammenklaskede sjæle.

Alligevel blev kulturen glemt af vores politikere, og når endelig de tænkte på den, var det som en nydelig kulisse for debatter om – må vi forstå – væsentlige ting.

Ikke en laber blondine

Jeg undrede mig over, at Mikkel Bogh, direktør for SMK, havde sagt ja til at lægge scenetæppe til den forestilling, og over, at Erlend Høyersten fra Aros i Aarhus ikke fik mere opbakning, da han insisterede på at genåbne samtidig med kirkerne.

Høyersten kom ellers med det klare budskab, at vores kultur er fundamentet for, hvem vi er. Ikke en dekorativ kulisse, ikke et kirsebær på toppen, ikke en laber blondine, som man kan vise sig med eller savle lidt over, mens man beskæftiger sig med vigtigere sager. Nej, det er fundamentet for, at vi er mennesker med sjæl og ånd og historie og indskriver os i et fællesskab, også med fremtidige generationer.

»Kære kulturliv, I fortjener jeres egen tænketank.«


Erlend Høyersteen blev desværre hurtigt tæsket på plads. Aktivisme er ellers helt i kunstens ånd, og sagen er også, at det er meget nemt at administrere antallet af gæster på et museum. Vi kender i forvejen modellen fra udlandet – man reserverer billet til et bestemt tidsrum, og så afholder man sig fra at gramse på kunstværker og medgæster.

Rammes vi af en nedlukning igen, håber jeg, at hele museumsverdenen vil insistere på at forblive åben, så vi fortsat kan rejse i århundrederne, blive provokeret, opløftet, bombarderet med skønhed og opleve, at vi heldigvis ikke er født i går, men er en del af en lang historie og et åndsfællesskab.

Jeg håber også, at dansk kulturliv vil tage disse opfordringer til sig – skrevet i respekt og kærlighed.

Syv anbefalinger

Kære dansk kulturliv:

1. I mangler venner i politik, og når ingen taler jeres sag, bliver I glemt. Da jeg i foråret spurgte tre partiledere, hvorfor museerne ikke havde fået lov at åbne tidligere, lød svaret: »Ingen kæmpede for dem«. Skru op for lobbyindsatsen og ned for den forventning, at politikere og embedsmænd kontakter jer. Det samme gælder pressen. Hvis jeg var museumsdirektør, ville jeg allerede nu sende kaffeinvitationer afsted til journalister og redaktører. Hvis man først kontakter folk, når man har brug for dem, er det for sent.

2. Bidrag mere til den kulturpolitiske debat. Da jeg var debatredaktør, modtog jeg kun få indlæg fra kulturlivet. Måske er I blevet for magelige – eller afmægtige? Hvis man ikke påtager sig retten til at definere sig selv, ender man med at blive defineret af andre. Ingen har lyst til at blive defineret af nogen, der er ligeglad med én.

3. Universiteterne udgiver rapport efter rapport om lykke, det gode liv, meningsfuldhed og hvordan, man får et langt liv. Om kulturens og kunstens betydning. Systematisér jeres viden, og bliv bedre til at udnytte data, så I kan sætte en dagsorden og ikke degraderes til pynt og kulisse.

4. Bliv lidt mere spændende at høre på. Af og til er det umuligt at kende forskel på en museumsdirektør og en McKinsey-konsulent, når det hele drukner i ord som kunstens egennytte, agilitet og den slags. Floskler dræber. Tal til vores ånd og brug kulturelle referencer. Folk vil gerne begejstres og orker ikke hele tiden høre »send flere penge«.

5. I har netop haft et brag af en sommer – måske spiller billetprisen alligevel en større rolle? Folk siger altid, at de ikke tænker på pris, men de fleste køber deres tøj i Bilka, og vi har flere discountsupermarkeder end kirker. Så derfor: Sæt den ned.

6. Ligesom der sjældent kommer en politiker forbi, kommer der sjældent en virksomhedsdirektør forbi. Besøg derfor 20-30 af de største virksomheder i nærheden, og tilbyd, at deres medarbejdere kan få årskort til dit museum, teater eller 12 bøger i julegave. Ingen af os orker flere Bojesen-aber, salt og peber-sæt, kagefade eller lysestager.

7. Endelig synes jeg, at I fortjener jeres egen tænketank. Ikke en museumstænketank, men en tænketank for kultur, der kan levere policy-forslag til politikerne, systematisere viden om lykke, mening, ånd og sjæl, og som kan give kvalificeret modspil til den forestilling, at det vigtigste i samfundslivet og den enkeltes liv er penge, skat, pension, hæve-sænke-borde og fladskærme. Vi så det under den første coronanedlukning:

Det er faktisk jer.